Spørgsmål og svar

Hvem kan bruge genbrugspladsen, hvornår tømmes de store containere - få svar på de mest almindelige spørgsmål her.

Hvad dækker fællesgebyr for affald?

På din faktura bliver du opkrævet et ”Fællesgebyr”.  Det er ikke et nyt gebyr, vi har blot samlet alle affaldsgebyrer under et fællesgebyr.

Der opkræves et fællesgebyr for hver bolig, der er registreret i BBR (Bygnings- og Bolig-registret).

Fællesgebyret dækker:

  • muligheden for at benytte storskrald- og haveaffaldsordningen
  • muligheden for at anvende papir- og glascontainerne, der er opsat mange steder i Helsingør Kommune
  • muligheden for at anvende Skibstrup Genbrugsplads eller Helsingør Genbrugsplads
  • generelle administrations omkostninger - planlægning og administration.  

Fællesgebyr besluttes af Helsingør Byråd, og lovhjemlen ligger i Affaldsbekendtgørelsen samt Regulativ for Husholdningsaffald i Helsingør Kommune.

Heri hedder det bl.a., at når en affaldsordning er etableret og besluttet af Byrådet, så har borgerne en pligt til at benytte ordningen samt betale for den. Her handler det om muligheden for at benytte ordningen – og ikke den faktiske benyttelse.

Der kan kun i særlige tilfælde ske afmelding fra renovationsordningen eller restaffaldsordningen. Fællesgebyr samt eventuelle andre  gebyrer skal fortsat betales.

Hvad skal jeg gøre med fordærvede madvarer?

Svigter strømmen til din fryser, kan skraldemanden tage de fordærvede madvarer med ved næste ordinære tømning. Ring til Forsyning Helsingør og bed om at få taget det ekstra affald med. Pak affaldet ind i to sorte plastsække.

Er der længe til den næste ordinære tømning, kan vi bede skraldemanden hente affaldet den følgende hverdag. Du kommer så til at betale for den ekstra kørsel.

Du kan også selv aflevere affaldet hos I/S Nordfors, Savsvinget 2, 2970 Hørsholm. Det koster 50 kroner pr. sæk.

Hvad skal jeg gøre, hvis min affaldsspand er fyldt?

Dit affald bliver hentet på en bestemt ugedag indtil kl. 18.  Hvis dagen er passeret, uden dit affald er afhentet, kan du kontakte os på telefon 48 40 50 50.

Ekstra dagrenovation skal afhentes af skraldemanden. Du må ikke aflevere det på genbrugspladsen.

Ekstra sække a´ bundter på 4 stk. kan bestilles hos Forsyning Helsingør på telefon 48 40 50 50. Bundterne sælges også på Skibstrup Genbrugsplads.

Bundter og enkeltsække kan også købes hos Rema i Hornbæk og Spar købmanden i Tikøb. Bundter a´ 4 stk. koster 100 kr. og enkelt styk 25 kr.

Skal du have afhentet en ekstra sæk med dagrenovation, så stil den ved siden af affaldsstativet senest klokken 06:00 på afhentningsdagen. Sækkene må kun fyldes til den indvendige streg.

Hvis du har behov for en fast ekstra tømning hver uge eller for at købe nye containere/beholdere, så kontakt Forsyning Helsingør på telefon 48 40 50 50.

Hvem kan bruge genbrugspladserne?

Genbrugspladserne kan benyttes af alle borgere, hvis husstanden betaler til den. Det gælder villa, parcel- og rækkehuse samt de fleste etageboliger. En række større etageboliger har etableret egen genbrugsplads, og betaler ikke til Skibstrup Genbrugsplads og Helsingør Genbrugsplads. De kan derfor ikke anvende den.

Er du bruger af genbrugspladsen må du aflevere op til 2 ton sorteret affald om året. Har du mere end det, skal det indvejes og afregnes på Skibstrup Affaldscenter i vejebodens åbningstid, som er 8.00-14.00 på hverdage.

Der er kun adgang til pladsen for biler på op til 3.500 kilo – dog eksklusive vægten af en eventuel trailer. 

Hvilke ejendomme får indsamlet storskrald og haveaffald?

Alle husstande er med i storskrald og haveaffaldsordningen.

Villa, parcel-, række- og sommerhuse uden fælles afhentningssted sætter storskrald og haveaffald ud til skel.

Store og små etageboliger samt andre boliger med fælles afhentningssted, kan få afhentet storskrald og haveaffald, når der er en kontaktperson tilknyttet boligen. Der skal aftales, hvor affaldet kan placeres. Kontakt Forsyning Helsingør for aftale på telefon 48 40 50 50.

Hvor finder jeg lovgivning på affaldsområdet?

Hvor ofte bliver der afhentet affald fra mit sommerhus?

Din beholdere bliver tømt som i helårsboliger

Rest- og madaffaldsbeholderen bliver tømt hver 14. dag. Beholderne til plast (med mad- og drikkekartoner) og metal bliver tømt hver 2. uge. Har du en papir- og papbeholder, bliver den tømt hver 7. uge.

Du har mulighed for – mod et ekstra gebyr – at tilmelde dig ugetømning af madaffald i sommermånederne (juni, juli og august).

Du kan tilmelde dig vores sms-service og få besked om, hvornår vi tømmer.

Glas skal afleveres i de kuber, der er opstillet mange steder i Helsingør Kommune. Papir kan også afleveres i kuberne. Er du i tvivl om, hvor de nærmeste kuber til papir og glas står, kan du se det på dette kort.

Hvor skal jeg placere container?

Skraldemanden henter rigtig mange beholdere hver dag. Derfor er det vigtigt, at det er nemt for ham at komme til.

Vejen hen til dine affaldsbeholdere og placering af dem skal overholde disse retningslinjer.

Standpladsen

- Skal være så dyb, at der er plads til beholderne. De skal kunne trækkes uhindret ud på adgangsvejen

- Der skal være et fast og stabilt underlag fx i form af fliser

- Der skal være ca. 10 cm mellem beholderne

- Håndtagene på tohjulede beholdere skal vende ud mod adgangsvejen

- Placér så vidt muligt standpladsen i skyggen og væk fra boligen for at undgå lugtgenere

Adgangsvejen

- Underlaget skal være fast og stabilt - fx belagt med fliser, asfalt eller beton

- Skal have en frihøjde på mindst 2,1 meter og være så bred, at beholderne kan køres ubesværet hen til skraldebilen. Dette vil oftest være mindst 1 meter

- Der må max være 20 meter fra beholdernes placering til skel mod vej eller til skraldebilens holdeplads

- Der må ikke stå cykler, legetøj, haveredskaber eller andet på adgangsvejen

- Der må højest være én låge eller dør, som skal kunne stå åben af sig selv

- Der må ikke være trapper eller stejle stigninger på over 10%

- Der skal være lys efter mørkets frembrud

- Evt. træer og buske omkring standplads og adgangsvej skal være beskåret, så der er fri passage

- Om vinteren skal der være ryddet for sne og is

Adgangsvej illustration.png

Overholder du ikke vores retningslinjer for adgangsvej og standplads, skal du sætte beholderne ud til fortov på tømmedagen. Du kan tilmelde dig vores sms-service og få besked om, hvornår vi tømmer.

Hvordan kommer jeg af med juletræet?

Juletræer medtages kun ved første afhentning af storskrald efter jul. Du kan også aflevere det på Skibstrup Affaldscenter eller Helsingør Genbrugsplads.

Husk at bestille storskraldsafhentning.

Hvordan kommer jeg af med ubrugt fyrværkeri?

Det kan være farligt at opbevare fyrværkeri i hjemmet. Så får du ikke fyret alt dit fyrværkeri af i affyringsperioden, kan du aflevere det på Skibstrup Affaldscenter.

Det er farligt affald, hvis det er ubrugt. Restaffald hvis det er fyret af.

Ulovligt fyrværkeri er en politisag, derfor modtager vi det ikke.

Hvornår tømmes de store containere til glas og papir?

Tømningen af de store containere foregår efter et udregnet behov og en rute, der er lagt herefter. Hvis du møder en fyldt container, kan du kontakte Forsyning Helsingør på telefon 48 40 50 50.

Forsyning Helsingør og vognmanden bruger megen tid på at holde containerpladserne rene og rydelige. Hjælp os med det. Efterlad ikke papkasser, sække eller andet affald.

Hvis du møder en containerplads der roder, kan du kontakte Forsyning Helsingør på telefon 48 40 50 50.