Afgørelse: Grønt lys for udvidelse af fjernvarmenettet i Helsingør

Presse

Et længere forløb om udvidelse af fjernvarmeområdet i Helsingør by har fundet sin afgørelse efter, at Energiklagenævnet har givet Helsingør Kommune medhold i deres vurdering af projektet. Klagen fra HMN, der leverer naturgas i området, er dermed blevet afvist, og Forsyning Helsingør har nu fået grønt lys til at udvide fjernvarmenettet i nye områder af Helsingør.

Nye fjernvarmeområder – men dog ikke lige med det samme
Med afgørelsen i Energiklagenævnet har borgerne i de markerede områder snart mulighed for at få billig og miljøvenlig fjernvarme. Præcist hvordan og hvornår er dog ikke sikkert endnu, men Forsyning Helsingør arbejder på at afdække, hvor det giver mest mening at tilbyde fjernvarme først.

- Med Energiklagenævnets klare afgørelse har vi nu mulighed for at tilbyde fjernvarme i otte nye områder i Helsingør. Det er vi rigtigt glade for, men det er jo et meget konkurrencepræget marked, så derfor skal vi tænke os grundigt om, før vi begynder at lægge fjernvarmeledninger i jorden. Vi skal undersøge, hvor ønsket om tilslutning til fjernvarme er størst, og hvor vi kan få flest mulige tilslutninger til fjernvarmenettet for lavest mulige investering. Vi kommer ikke til at grave en masse fjernvarmerør ned, før vi ved, om der også er kunder og en fornuftig økonomi i projektet, fortæller bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør, Per Tærsbøl.

Forsyning Helsingør har med afgørelsen mulighed for at gå ind i områderne og tilbyde de potentielle kunder billig og miljøvenlig fjernvarme. Der er dog ikke tilslutningspligt til fjernvarme i områderne, så Forsyning Helsingør skal ud og ”vinde” kunderne på et marked, der i dag opvarmes af el, olie eller gas.

- Vi forventer, at vi ved udgangen af 2014 har lagt en fornuftig slagplan for, hvordan vi kommer til at gå ind i de nye områder, og det afhænger meget af, i hvilke områder kunderne efterspørger fjernvarmen som opvarmningsform. Har man lige investeret i et nyt gasfyr, er man nok ikke så interesserede, men står man overfor en udskiftning af det gamle olie- eller gasfyr, er man nok mere lydhør for at skifte til fjernvarme, forklarer energichef i Forsyning Helsingør, Peter Kjær Madsen, og uddyber: så et forsigtigt bud her, inden vi har afsluttet vores undersøgelser, er, at vi er klar til at stikke spaden i jorden i forsommeren 2015.

Fakta om områderne
Områderne, der i dag enten opvarmes med naturgas, olie eller el, omfatter næsten 1.800 bygninger og et varmebehov på ca. 65.000 MWh – det svarer til ca. 1/3 af Forsyning Helsingørs nuværende fjernvarmeproduktion.

Fakta om sagen
Forsyning Helsingør afleverede tilbage i 2011 to projekter til godkendelse i Helsingør Kommune; et for Helsingør centrum og et for en række områder i Helsingør by. Begge projekter blev påklaget af HMN efter, at Helsingør Kommune havde godkendt projekterne. Det resulterede i, at projektet i Helsingør centrum blev sat på hold, mens det andet projekt blev justeret og i april 2012 godkendt af Helsingør Kommune. Men igen blev projektet forsinket, fordi HMN valgte at påklage det til Energitilsynet. Det er nu denne klage, som Energiklagenævnet pure har afvist. Men det er desværre lykkedes HMN at forsinke projektet i mange år til stor ærgrelse for både Forsyning Helsingør men også for de borgere, som ikke har kunnet vælge fjernvarme i alle disse år.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, bestyrelsesformand, Per Tærsbøl, 2758 6305
Forsyning Helsingør, energichef, Peter Kjær Madsen, pkm@fh.dk, 4840 5320
Forsyning Helsingør, kommunikations- og presseansvarlig, Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 4840 5103