Kloakerede ejendomme

Ligger din ejendom inden for forsyningens kloaknet? Læs mere her.

De fleste ejendomme i Helsingør Kommune er eller kan blive tilsluttet til forsyningens kloaknet. Har du en ejendom som skal tilsluttes til kloak, kan du læse mere her

Ligger din ejendom uden for forsyningens kloaknet - så skal du læse her.

Grundejers ansvar

Hvis din ejendom ligger inden for kloakopland, er der tilslutningspligt til kloak.

Afhængig af hvordan området er kloakeret, er der forskellige krav til hvordan din ejendom er/skal kloakeres og der er forskellige typer af kloakering:

  • Spildevandskloakeret - Her må man kun aflede spildevand fra husets afløbsinstallationer (såsom afløb fra wc, køkken- og håndvask, gulvafløb, vaske- og opvaskemaskiner m.m.) og du skal selv håndtere regnvand (fra tag og overflader) på grunden. Det kunne f.eks. være nedsivning. Vand fra omfangsdræn m.m. må ikke tilsluttes!
  • Fælleskloakeret - Her må man aflede både regn- og spildevand til kloaknettet.
  • Fælleskloakeret med delvis separering - Her må man også aflede både regn- og spildevand til kloaknettet, men hvis der er ført en regnvandsledning frem i området, er der ved nybyggeri krav om separat kloakering.
  • Separatkloakeret - Her skal man aflede både regn- og spildevand til kloaknettet, men det skal være delt op i et to-strengs system, så regnvand ledes til regnvandsledningen og spildevand ledes til spildevandsledningen.

Som ejer er det dit ansvar, at ejendommen er tilsluttet til kloaknettet og at tilslutning er udført korrekt. Som oftest kan du finde tegninger over grundens interne kloaknet i Ejendomsarkivet på Helsingør Kommunes hjemmeside.

Al kloak på privat grund indenfor matrikelskel inkl. skelbrønd tilhører grundejer.

Læs mere om dine forpligtigelser i vores folder Hvem ejer kloakken?

Forsyningens ansvar

Det er forsyningens ansvar at føre et stik frem til matrikel, så ejendommen kan blive tilsluttet og at ejendommen kan aflede spildevand fra stueplan.

Spildevandet ledes til vore renseanlæg, hvor det bliver renset.