Hvordan undgår jeg kloakstop?

Få gode råd til, hvordan du undgår, at kloakken stopper

Du kan selv holde øje med dit private afløbssystem. Hvis du følger nedenstående råd, kan du undgå at din kloak stopper til:

  • Hæld ikke fedtstoffer, f.eks. fritureolie og stegefedt i kloakken. Kom fedtet i en tæt plastpose eller brug evt. en brugt mælkekarton og kom det så i madaffald.
  • Rens tagrender, nedløbsrør, brønde og sandfang med jævne mellemrum.
  • Løft brønddækslerne af og til. Hvis der står vand i bunden af brønden tættest på din skelgrænse – ofte kaldet skelbrønd, kan det være tegn på, at afløbssystemet snart tilstopper. Aflejringer kan evt. spules ud med en haveslange. I modsat fald bør du kontakte et spulefirma.

Vær opmærksom på, at rødder fra store træer kan tilstoppe kloakledninger.

  • Tjek alle gulvafløb i huset. De skal være rene og vandfyldte for at undgå lugtgener.
  • Smid ikke kemikalier og uopløselige stoffer som f.eks. hygiejnebind, bleer, vatpinde, kaffegrums, kattegrus eller lignede i afløbet eller toilettet.

Sørg i øvrigt altid for fri adgang til alle dæksler. Ingen dæksler bør være gemt under fliser, jord, græs m.v.

Hæld ikke kemiske midler i dit afløb! Du skal helst undgå brug af kemiske midler som klorin, afløbsrens og kaustisk soda - ikke mindst af miljømæssige hensyn. For at forebygge dårlig lugt, fedt- og sæbepropper, kan du jævnligt hælde kogende vand i afløbet.

  • Klorin opløser ikke propper. Det kan dræbe bakterier og fjerne dårlig lugt fra f.eks. gulvafløb.
  • Afløbsrens og kaustisk soda kan opløse propper. Men pas på - begge midler er stærkt ætsende!

Bland aldrig klorholdige rengøringsmidler med andre rengøringsmidler, det kan udvikle meget giftige dampe.

Få hjælp af en autoriseret kloakmester. Bliver der ved med at være problemer med afløbene, skal du kontakte en autoriseret kloakmester. Husk at det altid skal være en autoriseret kloakmester, der udfører reparationer. Det er vigtigt at defekte installationer repareres, så snart skaden er opdaget. Kun afløbssystemer uden fejl og skader kan sikres mod rotter.