Undgå oversvømmelser

Der er flere ting, du selv kan gøre for at forhindre oversvømmelse af din ejendom ved store regnskyl.

Rens tagrenden og tøm sandfanget
Husets tagrender skal tilsluttes en sandfangsbrønd, inden regnvandet ledes videre til nedsivning eller til forsyningens ledninger. Hvis sandfanget er fyldt, er der risiko for kloakstop og oversvømmelse.  

Lav belægninger med omtanke
Fliser, asfalt og andre hårde belægninger forhindrer vandet i at sive ned i jorden. Græs, grus og andre porøse belægninger sikrer, at vandet kan nedsives eller bindes i jorden og dermed mindskes belastningen på ledningsnettet.

Hvis du ikke kan undgå hårde belægninger, kan du måske føre regnvandet til en faskine eller benytte permeabel belægning, så du ikke belaster ledningsnettet. Husk at du skal søge en nedsivningstilladelse hos kommunen inden du går i gang med at etablere faskinen. Du kan læse mere her

Ved tilbygning eller nybyggeri må maksimalt halvdelen af grunden være befæstet og lede regnvand til kloakken. Hvis en større del af grunden befæstes, skal grundejer for egen regning forsinke regnvandet svarende til afledning fra maksimalt 50 % af grunden. Regnvandet kan alternativt nedsives.

Opsaml dit regnvand
Du kan med fordel opsamle dit regnvandet i f.eks. en regnvandstønde og brug f.eks. regnvandet til havevanding, bilvask m.m. 

Er du klar til det næste regnskyl?
Mange gange sker oversvømmelserne de samme steder. Derfor er det ganske fornuftigt at spørge: ”Har min adresse en historie? Og hvordan kan jeg forberede mig på kraftig regn?”

Hvis problemet er vand i kælderen, så overvej at få installeret en højtvandslukke. En autoriseret kloakmester kan give dig yderligere information. Hvis det er vejvand, der løber ind gennem indkørslen, så hav sandsække klar eller forbered en rende, så vandet ledes hen, hvor det ikke gør skade. 

Se mere på klimatilpasning.dk