Overløb fra kloaknettet

Overløbsbygværker hjælper os med at undgå oversvømmelser ved kraftige regnskyl

Overløbsbygværker forhindrer oversvømmelse
Ca. 40 procent af Helsingør Kommune er kloakeret med fællessystem. I et fællessystem løber både spildevand og regnvand i den samme ledning ned til renseanlægget.

På vores fællessystemer har vi etableret overløbsbygværker, som renser vandet mekanisk inden udløb til recipienter, f.eks. til et vandløb eller til Øresund .

Overløbsbygværkerne kommer automatisk i brug, når der ikke er plads til mere vand i kloaknettet. På denne måde kan vi styre hvor udløbet sker fremfor der sker oversvømmelser i f.eks. parcelhuse, på terræn m.m.

Nedbringelse af overløb
Forsyning Helsingør arbejder på at nedbringe antallet af overløb. Der er indført elektronisk overvågning af alle større pumpestationer. Der bygges bassiner ved steder, hvor der opstår kapacitetsproblemer under store regnskyl. Der sker en forbedring af styringen af renseanlægget, så store vandmængder bedre kan håndteres.

Forsyning Helsingør har i dag flere lukkede bassiner, der opmagasinerer det fortyndede spildevand, indtil regnen er forbi. Bagefter bliver spildevandet pumpet til renseanlægget på normal vis.  

På baggrund af observerede overløb samt beregninger på kloaknettet har vi viden om, hvor de største og hyppigste overløb sker. Denne viden benyttes, når vi skal renovere kloakkerne og bygge bassiner for at beskytte vandmiljøet.