Fosforfældningsanlæg på Helsingør Renseanlæg

Presse

Det er med stor glæde, at Forsyning Helsingør i dag kan sætte et fosforfældningsanlæg på Helsingør Renseanlæg i drift.

none

Med det nye anlæg kan Forsyning Helsingør sænke udledningen af fosfor til havet ved at udskille fosfor fra spildevandet. Produktet kan sælges og nyttiggøres til forskellige landbrugsmæssige formål.

Interessen for fosfor er de senere år steget og har dels rettet sig mod to forhold.

Fosfor et væsentligt plantenæringsstof og udledningen af fosforholdigt spildevand vil bidrage med næring til alger i havet, med efterfølgende risiko for algeopvækst og senere områder med iltsvind nær bunden.

Fosfor er et grundstof og er en efterspurgt ressource i landbruget og gartnerierhvervet, der bl.a. benytter kunstgødning, hvor fosforet indvindes ved minedrift.

Desuden giver fosforudfældninger (struvit) problemer med tilstopning af rør på renseanlægget.

Selve anlægget, der er det første herhjemme af sin art, kan producere ca. 100 kg.  fosfor om ugen. Anlægget er placeret i kælderen uden væsentlig bygningsmæssige ændringer af renseanlægget.

Anlægget har kostet ca. 2,5 mio. kr. og vil blive tjent hjem i løbet af nogle år som følge af færre statsafgifter på fosfor i spildevandet, færre udgifter til struvit tilstopninger og indtægter fra salg af fosfor.

Bestyrelsesformand Per Tærsbøl udtaler; ”Fosforfældning passer godt ind i Forsyning Helsingørs ønske om at være en miljøvirksomhed. Endvidere er det godt købmandsskab, at investeringen kan betales tilbage på relativt få år.”

Fosforfældningsanlægget er produceret og opsat af Krüger A/S. Anlægget i Helsingør vil blive brugt som demonstrationsanlæg og interesserede kan rette henvendelse til Forsyning Helsingør.

Kontakt

Bestyrelsesformand Per Tærsbøl, 2758 6305

Vandchef Morten Timmermann 3091 1340