100 år med strøm i kablerne - Jubilæum for den lokale el-forsyning

Presse

Den 26. maj 2011 har Helsingør været forsynet med el fra det lokale elværk i 100 år. Det fejrer Forsyning Helsingør med åbent hus for alle interesserede søndag den 29. maj 2011 kl.10.30 til 13.30.

Den 26. maj 2011 har Helsingør været forsynet med el fra det lokale elværk i 100 år. Det fejrer Forsyning Helsingør med åbent hus for alle interesserede søndag den 29. maj 2011 kl.10.30 til 13.30.

Det hele begyndte i 1911, hvor det lokale el-værk leverede strøm til en fest på Marienlyst. Festen blev holdt i anledning af et besøg fra den amerikanske flåde, hvor de danske værter med krigsministeren i spidsen satte alle sejl til for at fremstå så moderne som muligt. Dengang var det noget ganske særligt med elektrisk lys, men siden er der løbet meget strøm gennem ledningerne, og i dag kan vi ikke klare os uden.

”Mange tager forsyningen af el, vand og varme for givet. Ligesom det er naturligt, at affaldet og spildevandet bliver fjernet. Og det er vi faktisk rigtigt glade for. Det betyder nemlig, at vi gør vores arbejde godt”, lyder det fra Jacob Brønnum, adm. dir. i Forsyning Helsingør.

Åbent Hus
Søndag den 29. maj holder Forsyning Helsingør åbent hus for alle interesserede fra kl.10.30 til 13.30, hvor der bliver budt på grillpølser og noget til ganen. Samtidig kan man komme tæt på Elforsyningens historie, spørge energirådgiveren til råds og få et kig ind i fremtidens el-forsyning.

”Jeg glæder mig til at fejre de første 100 år med lokal el-forsyning. Jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi Haderslevvej og få en hyggelig dag med en masse sjove og interessante historier fra de sidste 100 år med el i Helsingør”, siger Jørgen Aalund Søholm, el-chef i Forsyning Helsingør.

Historiske højdepunkter:

1911, Den 26. maj kl. 20.30 leverer el-værket første gang strøm til byen.

1913: 890 ud af 1220 ejendomme i Helsingør forsynes med strøm.

1921-22: Hele Helsingør får elektrisk gadebelysning.

1948-58: Omlægning af forsyningsnettet fra jævnstrøm til vekselstrøm.

2010: Forsyning Helsingør dannes, her lægges el, varme, vand, spildevand og affald sammen i en virksomhed.

2011: Elforsyningen fylder 100 år.

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser med høj kvalitet og give vores kunder en rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, elchef, Jørgen Aalund Søholm, jas@fh.dk, telefon 48 40 51 50
Forsyning Helsingør, kommunikationsmedarbejder Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 48 40 51 03