Den årlige Affaldshåndbog er blevet digital

Presse

Den årlige affaldshåndbog fra Forsyning Helsingør plejer at komme ind af brevsprækken i tiden op til jul, men i år må du spejde langt efter affaldsbogen med de mange tips og tricks samt oversigt over, hvornår fx storskraldet bliver hentet på din vej. For den trykte Affaldshåndbog er blevet erstattet af en digital løsning, som belaster miljøet mindre.

Den digitale udgave indeholder alle de informationer, som den trykte Affaldshåndbog plejer, men tilføjer samtidig en række nye online funktioner.

 - I den digitale udgave af Affaldshåndbogen kan du finde alle de gængse oplysninger. Du kan orientere dig om affaldsordningerne, om placering af stativer og beholdere, om sortering af dit affald – og ikke mindst om, hvornår vi kommer og henter det, og hvad du selv må afsted til genbrugspladsen med. Men vi har tilføjet en række online funktioner, som gerne skulle gøre det lettere at være ”affaldskunde” i Helsingør, forklarer salgs- og markedschef hos Forsyning Helsingør Kim Asker Larsen, som uddyber: på vores hjemmeside kan du downloade en kalenderoversigt med alle ”affaldsdage”, der er relevante netop for din bopæl, eller du kan vælge at downloade en ”i-calender”, dvs. affaldsdagene føres direkte ind i din kalender på din computer, tablet eller smartphone. Du kan selvfølgelig også selv udskrive oversigten, hvis du har brug for en papirudgave.

Modtag e-mail eller sms, inden affaldet hentes
Forsyning Helsingør stiller også e-mail- og sms-service til rådighed, og på vores hjemmeside kan man tilmelde sig ordningerne, hvis man vil have besked om afhentningsdatoer for storskrald, haveaffald og papir på sms eller e-mail. På hjemmesiden kan man også hente app’en ”Affaldsportal” til tablet eller smartphone. Den er gratis og giver dig hjælp til at sortere affaldet, bestille ekstra sække eller give Forsyning Helsingør besked, hvis affaldet ikke er blevet hentet.

For de kunder, som ikke har adgang til internettet, stiller Forsyning Helsingør et begrænset antal af trykte Affaldshåndbøger til rådighed. Ønsker man at få en trykt udgave eller en printet oversigt over ens vigtige ”affaldsdage”, kan man kontakte Forsyning Helsingørs kundeservice.

Se Affaldshåndbogen

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunder en rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation

Forsyning Helsingør, salgs og markedschef, Kim Asker Larsen, kal@fh.dk, 4840 5110