El-biler på prøve i Forsyning Helsingør

Presse

Forsyning Helsingør har købt to el-biler, som skal bruges til tilsyn på vand og spilde-vandsområdet, og erfaringerne med de to biler vil danne fundamentet for, om Forsyning Helsingør i fremtiden vil investere i endnu flere el-biler.

Forsyning Helsingør har købt to el-biler, som skal bruges til tilsyn på vand og spildevandsområdet, og erfaringerne med de to biler vil danne fundamentet for, om Forsyning Helsingør i fremtiden vil investere i endnu flere el-biler.

- Vores tilsynsbiler kører mange og små ture i bynært område. Derfor er el-drevne biler perfekte til et sådant kørselsbehov. Dels slider det meget på de almindelige benzin- eller dieselmotorer med mange korte ture, og dels så forurener bilerne jo inde i selve bymiljøet, forklarer Morten Timmermann, vandchef i Forsyning Helsingør. El-bilerne har intet problem med de små ture, de er jo nærmest skabt til dem, og så forurener el-bilerne ikke i selve byerne, men der hvor ellen bliver produceret under meget kontrollerede forhold.

Købet af de to el-biler kan blive starten til en større el-drevet bilpark hos Forsyning Helsingør, men Morten Timmermann understreger, at den beslutning endnu ikke er taget:

- Nu afprøver vi teknologien i forhold til vores kørselsbehov for tilsyn, og de erfaringer vi gør os her, vil indgå i vores videre vurderinger om vores bilparks sammensætning, forklarer Morten Timmermann. Vi har jo også store lastbiler, og her er det fx svært at forestille sig, at vi kan skifte dem ud med el-drevne versioner. Men nu afprøver vi som sagt teknologien. Vi kan se nogle spændende perspektiver i det, og vi prøver altid at finde nye måder at arbejde på, som belaster miljøet mindst muligt.

De to el-biler er leveret af Kronborg Auto A/S, som er den lokale forhandler af Renault’s el-bilsprogram og opladeløsningen fra Better Place.

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunder en rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, vandchef, Morten Timmermann, mti@fh.dk, 4840 5310
Kronborg Auto, direktør, Steen Berthelsen, sb@kronborg-auto.dk, 4836 0500
Forsyning Helsingør, kommunikations- og presseansvarlig, Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 4840 5103