Forsyning Helsingør undersøger muligheden for at placere driftscenter på sygehuset

Presse

Torsdag den 27. februar afholdte Forsyning Helsingør A/S bestyrelsesmøde, hvor selskabets planer for det nye driftscenter var på dagsordenen.

Torsdag den 27. februar afholdte Forsyning Helsingør A/S bestyrelsesmøde, hvor selskabets planer for det nye driftscenter var på dagsordenen. Bestyrelsen besluttede at undersøge muligheden for at placere et kommende driftscenter for Forsyning Helsingør i det tidligere Helsingør Hospital. 

Bestyrelsen for Forsyning Helsingør besluttede i går, den 27. februar, at igangsætte en undersøgelse af, hvorvidt det tidligere Helsingør Hospital kan anvendes som driftscenter for Forsyning Helsingørs aktiviteter. Undersøgelsen skal indeholde en ideskitse og en vurdering af økonomien i projektet samt en egnethedsvurdering. Undersøgelsen vil blive foretaget af eksterne rådgivere og skal sammen med vinderprojektet for driftscenteret være fundamentet for den anbefaling, som Forsyning Helsingør vil give Helsingør Byråd forud for Byrådets behandling af emnet i april måned. 

- Forsyning Helsingør har sammen med den tidligere bestyrelse drøftet beslutningsgrundlaget for at igangsætte masterplanen projekter. Den ny bestyrelse og Forsyning Helsingør ønsker nu på baggrund af mere konkrete projekter med tilhørende økonomi, at belyse alle aspekter af Forsyning Helsingørs planer på Energivej. Der skal udarbejdes økonomiske beregninger, så vi kan oplyse kunderne om, hvad det kommer til at betyde. Det betyder også, at vi undersøger alternative placeringer for driftscenteret, forklarer bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør Per Tærsbøl. Helsingør Hospital er flere gange blevet nævnt som en mulighed, og bestyrelsen har nu besluttet at få udført en grundig undersøgelse af, om det så også reelt er et alternativ. 

En samlet organisation giver effektiv forsyning
Forsyning Helsingør bor i dag i midlertidige pavillonbygninger og er placeret på flere forskellige adresser rundt om i kommunen. Samles alle aktiviteterne ét sted, vil virksomhedens ca. 150 medarbejdere få arbejdsplads samme sted. En samling af aktiviteterne vil skabe et stærkt strategisk udgangspunkt for at indfri de synergieffekter og stordriftsfordele, som lå bag Helsingør Byråds beslutning i 2009 om at samle kommunens forsyningsområder i en virksomhed. 

- En samling af hovedparten af Forsyning Helsingørs medarbejdere ét sted vil sætte fart i realiseringen af potentialet for virksomheden. Det vil skabe fundamentet for en effektiv forsyningsvirksomhed med høj forsyningssikkerhed og ikke mindst fornuftige priser, siger Per Tærsbøl. Samtidig må vi også konstatere, at situationen, som den er i dag, ikke er holdbar i længden – så noget skal der gøres. 

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunderen rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejdermålrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, bestyrelsesformand, Per Tærsbøl, 2758 6305
Forsyning Helsingør, adm. direktør, Jacob Brønnum, jbr@fh.dk, 4840 5100
Forsyning Helsingør, kommunikations- og presseansvarlig, Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 4840 5103