Hvor kommer varmen fra? Varmens dag - Forsyning Helsingør holder åbent hus

Presse

Forsyning Helsingør inviterer søndag d. 5. februar nysgerrige sjæle i alle aldre indenfor på fjernvarmecentralen, Mads Holms Vej 51, og på flisværket, H P Christensens Vej 14. Arrangementet er en del af den landsdækkende Varmens Dag, hvor fjernvarmeværker over hele landet åbner dørene for at vise, hvor varmen kommer fra, og hvorfor fjernvarmen er et varmesystem, mange andre lande misunder os.

Forsyning Helsingør inviterer søndag d. 5. februar nysgerrige sjæle i alle aldre indenfor på fjernvarmecentralen, Mads Holms Vej 51, og på flisværket, H P Christensens Vej 14. Arrangementet er en del af den landsdækkende Varmens Dag, hvor fjernvarmeværker over hele landet åbner dørene for at vise, hvor varmen kommer fra, og hvorfor fjernvarmen er et varmesystem, mange andre lande misunder os.

Hvor kommer varmen egentlig fra? For mange i den yngre generation er det mest nærliggende svar nok: ”Fra radiatoren”. Men faktisk har også fjernvarmen en god historie, som børnene – og deres voksne – fortjener at kende. Derfor inviterer Forsyning Helsingør nu for første gang til Varmens Dag. Og her bliver der rig lejlighed til at se nærmere på, hvor fjernvarmen kommer fra og høre om planerne for den fremtidige udbygning.

Varmechef i Forsyning Helsingør, Steffen Agger, glæder sig til at åbne dørene til Helsingørs fjernvarmeforsyning: ”Varmes Dag er en mærkedag for alle os, der arbejder med fjernvarme til dagligt, men det er også en spændende dag for alle, der interesserer sig for, hvor varmen i radiatoren egentlig kommer fra, og hvordan den kommer fra varmeværket og hjem i vores stuer. På Varmens Dag får de muligheden for at komme ind i fjernvarmens allerhelligste gemakker, hvor der normalt ikke er offentlig adgang”. 

Der er mange styrker ved fjernevarmen, og Steffen Agger håber, at mange interesserede vil kigge forbi Forsyning Helsingør for at lære mere om fordelene ved fjernvarme, ”Jeg håber at se rigtig mange til en snak og lidt mad og drikke – fjernvarmens historie er en god historie om et varmesystem, der både gavner klima, miljø, samfundsøkonomi og ikke mindst familiernes varmebudgetter – og den historie vil vi rigtigt gerne dele med Helsingørs borgere”, fortæller Steffen Agger.

Det er også for børn
Forsyningen lover, at man hverken behøver være ingeniør eller teknisk interesseret for at komme til Varmens Dag. Det eneste, man får brug for, er sin nysgerrighed. De yngste kan glæde sig til at stifte bekendtskab med muldvarpen, Mulle, som er hovedpersonen i børnebogen ”Det mystiske rør i jorden”, som alle børn kan få med hjem.

Varmecentralen Mads Holms Vej 51 har åbent fra 13-17, hvor der også vil være noget at spise og drikke til alle besøgende.
Flisværket på H P Christensens Vej 14 har åbent fra 14 -15 30.

Se det fulde program på www.fh.dk eller www.varmens-dag.dk

Fakta om fjernvarme
Fjernvarmens historie i Helsingør går helt tilbage til 1965. Siden da er der sket rigtig meget, og i dag forsynes cirka 12.000 husstande og institutioner i Helsingør Kommune med fjernvarme. Og fjernvarmenettet er fortsat under udvidelse til at omfatte nye byområder i Helsingør. I Danmark har over 60 % af alle husstande fjernvarme. Danmark er et af de lande i verden, der er allerlængst fremme med fjernvarme, men sjovt nok kender vi sjældent vores egen fjernvarme særlig godt. Hvilke brændsler bruger vi? Hvorfor belaster fjernvarmen vores klima mindre end andre typer varme? Og hvad er det helt geniale ved, at vi har 30.000 km fjernvarmerør liggende i den danske muld? Det er nogle af de spørgsmål, du vil kunne få svar på, hvis du lægger vejen forbi Forsyning Helsingør søndag den 5. februar.

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunder en rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, varmechef, Steffen Agger, sag@fh.dk, 4840 5180
Forsyning Helsingør, afdelingsleder, Finn Larsen, frl@fh.dk, 4840 5181
Forsyning Helsingør, kommunikations- og presseansvarlig, Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 4840 5103