Læserbrev: Fornyelsen af Helsingør Kraftvarmeværk er den bedste løsning

Presse

Fornyelsen af det eksisterende kraftvarmeværk er den bedste løsning – både for borgernes pengepung, forsyningssikkerhedsmæssigt og for miljøet.

Af Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Helsingør Kraftvarmeværk A/S og Forsyning Helsingør A/S.

Der er de seneste dage blevet sat spørgsmålstegn ved, om fornyelsen af Helsingør Kraftvarmeværk (HØK) nu også er den bedste løsning for Helsingør.

Lad mig starte med at slå en ting fast: Både den tidligere og den nuværende bestyrelse har et skarpt fokus på at sikre så billige fjernvarmepriser som muligt. Vi har ingen interesse i at bygge dyrere, end vi er nødt til. Fornyelsen af det eksisterende kraftvarmeværk er den bedste løsning – både for borgernes pengepung, forsyningssikkerhedsmæssigt og for miljøet.

Forsyning Helsingør har rådført sig med eksperter igennem hele processen, og vi har vurderet en lang række andre alternativer. Med fornyelsen af HØK sikrer vi fleksibilitet i brændselsvalg, markant lavere fjernvarmepriser og et grønnere Helsingør med lavest mulig risiko.

Ombygningen af HØK betyder samtidig, at vi kan genbruge flere dele af det nuværende værk – det giver god mening at bygge videre på det, vi har i forvejen, fremfor at skrotte det hele og bygge helt nyt.

Vi deler ikke synspunktet om, at vi skal erstatte vores nuværende kraftvarmeværk med flere mindre kraftværker rundt i kommunen. For det første er det dyrere at bygge to eller tre små fremfor ét stort – og for det andet så samler Helsingør Kommune ikke på skorstene. Endelig ønsker vi ikke at sætte os på flere erhvervsgrunde end højest nødvendig.

Udover at vi har rådført os med eksterne eksperter, har vi også haft en fin og konstruktiv dialog med Hillerød. Deres forudsætninger er væsentlig anderledes, end dem vi har i Helsingør. Hillerød kan ikke etablere biomassekedel i forbindelse med deres nuværende kraftvarmeværk, idet det ligger på en grund lige op af det nye hospital – så de har et helt andet udgangspunkt for at planlægge deres varmeproduktion, end vi har. De kigger på geotermi og andre kraftværkteknologier som ORC.

Udgifterne til fornyelsen af HØK er blevet sammenlignet med en anslået pris for et ORC-anlæg i Hillerød. ORC-teknologien findes i udlandet, men er ny i herhjemme. Der findes kun ét lille forsøgsanlæg. Vores rådgivere fra Cowi kan ikke dokumentere, at ORC-teknologien skulle være billigere, end det vi har valgt. Tværtimod. Cowi har vurderet, at udgiften for etablering af denne teknologi er omkring 10 mio. kr./MWH.  Vores løsning, hvor vi genbruger dele af det nuværende kraftvarmeværk, har en etableringsomkostning på omkring 7 mio. kr./MWH.

Vi har vurderet en lang række alternativer til vores valgte løsning – og vi har valgt at satse på det sikre. Geotermien, tror vi på sigt, bliver interessant - men vi vil ikke som med biogasanlægget i Helsingør være blandt de første på markedet. Solvarme er ikke så interessant, da vi hellere vil bruge affaldsvarmen fra Nordforbrænding om sommeren og endelig er varmepumper i vores størrelsesorden er ikke teknologisk markedsklare. Når vi om 20 år skal til at forny Kraftvarmeværket igen så tror vi på, at disse teknologier er meget længere fremme, og så vinker vi måske farvel til biomassen.

Vi har valgt at forny vores eksisterende kraftvarmeværk med kendt teknologi og en anlægsstørrelse, som passer sammen med vores nuværende kraftvarmeanlæg og varmemarked. Det giver en højere forsyningssikkerhed, netop fordi vi stadig har gassen i baghånden, hvis skovflisen skulle svigte, eller hvis afgifterne bliver ændret markant. Og vi er ikke de eneste, der har valgt den sikre vej; Regeringens seneste energipolitiske analyse viser, at flere og flere kraftvarmeværker vil omstille sig til skovflis, og netop nu har København også et flisfyret kraftvarmeanlæg på tegnebrættet.

Når alt kommer til alt, handler det om hvor store risici, man er villige til at tage. Som bestyrelse er det vores job at forvalte borgernes penge via kommunes ejerskab af Forsyning Helsingør og Nordforbrænding, som sammen ejer Helsingør Kraftvarmeværk.

Lad mig slå fast: Bestyrelsen ønsker ikke at gamble med borgernes penge og risikere en ny biogas-historie. Vi sætter vores lid til afprøvet teknologi, hvor risikoen er lav, og hvor vi kan se frem til høj forsyningssikkerhed og lavere fjernvarmepriser.