Nemmere at styre og overvåge drikkevandet

Presse

Ved at opdele Helsingør i 21 sektioner med lukkede kredsløb forbedres forsyningssikkerhed og vandkvalitet

På vandværket på Agnetevej i Snekkersten kan medarbejderne følge vandforbruget i Helsingør tæt. Falder trykket i ledningsnettet markant, eller stiger mængden af gennemstrømmende vand pludselig voldsomt, så advarer computeren med blinkende røde felter på skærmen. Måske er der opstået en lækage på ledningsnettet. Under alle omstændigheder skal skaden udbedres, så kunderne hurtigt kan få rent vand i hanerne igen og vandspild undgås. Fremover bliver det både nemmere og hurtigere for medarbejderne på vandværket at opdage den slags fejl. Samtidig mindskes risikoen for, at uheld med en eventuel forurening breder sig i ledningsnettet.

Forsyning Helsingør er i gang med at opdele hele nettet med 394 kilometer vandrør i mindre sektioner. I alt bliver der tale om 21 sektioner, der fungerer som lukkede kredsløb med et afgrænset antal kunder. Til hver sektion etableres mindst én målerbrønd med temperaturfølere og flow- og trykmålere.

Vi opdeler Helsingør Kommune i sektioner, fordi vi gerne vil forbedre forsyningssikkerheden og sikre vandkvaliteten. Før i tiden kunne en forurening sprede sig vidt omkring og på tværs af ledningsnettet. Nu kan vi begrænse uheld indenfor ét bestemt område. Dermed undgår mange kunder at blive berørt. Samtidig kan vi styre og overvåge drikkevandet, så ledningsbrud kan lokaliseres og udbedres hurtigt og effektivt”, siger Per Tærsbøl, bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør.

Store og små sektioner

Opdelingen i vandsektioner er et arbejde Forsyning Helsingør begyndte på for et par år siden – og som forventes færdiggjort til næste år. Opdelingen er sket med hensyn til kommunens geografi, områdernes forbrugstype og det samlede årsforbrug. Indtil videre er 16 af de i alt 21 sektorer oprettet.

På vandværket på Agnetevej i Snekkersten har afdelingsleder Henrik Backe ansvaret for, at kunderne får rent drikkevand. Når vandet pumpes ind fra de lokale vandboringer, filtreres og iltes det, så det bliver helt rent – inden det ledes ud i nettet til kunderne.

”Vi skal værne om vores gode vand her i Helsingør. Derfor er det også en fordel, at vi på computeren kan overvåge forbrug og vandtryk i de forskellige sektioner og dermed hurtigt få et overblik over, hvor vi skal sætte ind - og hvilken sektor, vi skal lukke for ved uheld. Vi kan også styre og optimere opholdstiden i ledningsnettet, så risikoen for at vandet bliver for gammelt minimeres”, fortæller Henrik Backe.

Arbejdet med opdelingen af vandsektioner koordineres med den løbende renovering af ledningsnettet, så kunder og trafikanter generes mindst muligt.

Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand, Per Tærsbøl, tlf.: mobil: 27 58 63 05, per11@helsingor.dk
Afdelingsleder, Henrik Backe, tlf.: 40 40 52 23, hba@fh.dk


Om Forsyning Helsingør:

Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunderen rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.