Ny genbrugsplads på vej. Planlægningen af ny genbrugsplads på Energivej sættes i gang

Presse

Bestyrelsen i Forsyning Helsingør har besluttet at igangsætte etableringen af en ny genbrugsplads ved Energivej 4 i Helsingørs Erhvervsområde. Helsingør Kommune er derfor blevet anmodet om at igangsætte det nødvendige planarbejde. Sagen kommer i Økonomiudvalget den 14. maj og i Byrådet den 21. maj 2012.

Bestyrelsen i Forsyning Helsingør har besluttet at igangsætte etableringen af en ny genbrugsplads ved Energivej 4 i Helsingørs Erhvervsområde. Helsingør Kommune er derfor blevet anmodet om at igangsætte det nødvendige planarbejde. Sagen kommer i Økonomiudvalget den 14. maj og i Byrådet den 21. maj 2012.

”Der er sket en rivende udvikling på affaldsområdet de sidste 10 år og i særdeleshed inden for genbrugspladser. Mange flere typer affald kan i dag genanvendes, og det stiller nogle andre krav til kvalitet og funktionalitet end dem, vi i dag tilbyder vores kunder. Vi vil matche fremtidens krav til genbrugspladser, og derfor ønsker bestyrelsen at opføre en ny genbrugsplads på Energivej i Helsingør”, forklarer bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Per Christensen.

Genbrugspladsen i Skibstrup har tjent kommunen godt gennem tiden, og det skal den fortsætte med – men pladsen kan ikke udvides til at opfylde fremtidens krav og behov”, siger Per Christensen. ”Den nye genbrugsplads vil blive noget helt andet end det, vi kender fra Skibstrup Affaldscenter. For det første vil den udelukkende være en genbrugsplads uden lossepladsaktiviteter, og der vil ikke foregå en egentlig behandling af affaldet. For det andet vil der være rent og pænt og med dobbelt så meget plads til vores kunder end det, vi er vant til i dag på Skibstrup. Endelig giver en ny genbrugsplads os mulighed for at tænke miljø, kvalitet og service for kunderne på en helt anden og mere moderne måde, end det er muligt at realisere på Skibstrup Affaldscenter”, fortsætter Per Christensen.

Planen er, at den nye genbrugsplads skal etableres på Energivej 4 i Helsingørs Erhvervsområde. Forsyning Helsingør har fået fuldmagt fra grundens nuværende ejer, Bygma, til at anmode Helsingør Kommune om at starte planarbejdet for en ny genbrugsplads.

”Vi har fundet en grund, der er særdeles velegnet til formålet. Den ligger centralt i kommunen, og rigtig mange kunder vil opleve, at der bliver kortere vej til genbrugspladsen end i dag. Derudover er de trafikale forhold omkring grunden gode – den lokale infrastruktur er dimensioneret til at håndtere den øgede trafik, som en genbrugsplads alt andet lige vil generere”, fortæller adm. direktør i Forsyning Helsingør, Jacob Brønnum.

Hvis planarbejdet forløber som planlagt, kan borgerne i Helsingør se frem til at benytte den nye genbrugsplads om ca. 3 år. Skibstrup Genbrugsplads havde i 2011 ca. 230.000 besøgende, og det tal forventes at stige.

Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør leverer el, varme samt vand og sørger for, at spildevand og affald kommer godt væk. Det er vores mål at levere ydelser af høj kvalitet og give vores kunder en rigtig god service. Forsyning Helsingør har fokus på miljø og innovation og arbejder målrettet på at skabe løsninger, der beskytter miljøet lokalt, nationalt og globalt.

Kontaktinformation
Forsyning Helsingør, bestyrelsesformand, Per Christensen, 5164 7374
Forsyning Helsingør, adm. direktør, Jacob Brønnum, jbr@fh.dk, 4840 5100
Forsyning Helsingør, kommunikations- og presseansvarlig, Thomas Lungholt, tlu@fh.dk, 4840 5103