Nye kloakdæksler mindsker støj

Presse

Forsyning Helsingør har i samarbejde med en ung dansk virksomhed udviklet nye kloakdæksler, der giver færre støjgener overfor naboer. Samtidig er de lettere at løfte og gavner derfor arbejdsmiljøet.

kompositdæksel

Der er ca. 16.000 af dem i Helsingør Kommune! Massive smedejernsbrønde, der fører ned til kommunens spildevands- og regnvandsrør, og som derfor er en uundværlig del af infrastrukturen i Forsyning Helsingør. Men mange naboer er trætte af den støj slidte jerndæksler laver, når tung trafik passerer hen over på vejen. De store smedejernsdæksler i toppen af brønden vejer hver især over 90 kilo og giver derfor også visse udfordringer i forhold til arbejdsmiljøet for medarbejderne i Forsyning Helsingørs kloaksjak. Nu er der imidlertid en løsning på vej, som både mindsker støjen og forbedrer arbejdsmiljøet.  

Svaret er nye brønddæksler og karme – lavet af komposit. Et materiale, der er en sammensætning af flere forskellige materialer, og som giver både lettere og stærkere egenskaber.  De nye dæksler og karme er designet og produceret af det københavnske firma, NID – Nordic Infrastructure Design Aps, i samarbejde med Forsyning Helsingør. Kompositmaterialet består primært af plastik, fiberglas og kalsium karbonat.

Lettere – men med stor trykstyrke
Dækslerne vejer godt 30 kilo mindre, støjer stort set ikke og er ca. 30 procent billigere end de gamle jerndæksler. Og dét uden at gå på kompromis med slid-, styrke- og trykkrav. Således kan de nye kompositdæksler og karme klarer et tryk på 40 tons - hvilket er nok til at leve op til de europæiske standarder på området.

Bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør A/S Per Tærsbøl ser store perspektiver ved at skifte de gamle jerndæksler og karme ud med nye i komposit:

”I Forsyning Helsingør vil vi gerne være på god fod med borgerne i Helsingør Kommune. Og når nu de gamle slidte jerndæksler larmer, hver gang lastbiler kører over dem, ja så giver det god mening at skifte dem ud med de nye kompositdæksler og dermed mindske støjgenerne for naboerne. Samtidig bliver arbejdsmiljøet forbedret for vores kloaksjak. Så alt i alt er der ingen tvivl om, at vi her har at gøre med et spændende udviklingsprojekt.”

Nyheden om den smarte og effektive dækselløsning i Helsingør har allerede spredt sig til andre dele af landet, og Forsyning Helsingør får jævnlig henvendelser fra andre forsyningsselskaber, der er interesseret i at høre om erfaringerne med de nye kompositdæksler.

Også hos producenten – NID – er der glæde over samarbejdet med Forsyning Helsingør:

”Udviklingen af denne nye løsning er et fantastisk eksempel på, hvordan praktiske erfaringer og teoretisk viden i samspil kan skabe innovative og bæredygtige løsninger. Samtidig er vi jo kun lige begyndt – fundamentet er skabt til at udvikle flere nye samt bedre løsninger, der kan erstatte de eksisterende – til gavn for hårdtarbejdende medarbejdere, miljøet og ikke mindst bundlinjen”, siger Niclas B. Rønne – CEO i NID.