Nye vandboringer på vej i Nyrup Hegn

Presse

De næste 15 måneder vil Forsyning Helsingør teste en ny kildeplads i Nyrup Hegn. De nye vandboringer skal være med til fortsat at sikre kunderne en høj drikkevandskvalitet.

none

Når kunderne hos Forsyning Helsingør åbner for vandhanen og tager et glas af det rene drikkevand, så er det nok de færreste, der tænker på, hvor vandet egentlig kommer fra. Men det er på ingen måder ligegyldigt – for placeringen af kildepladser kan være helt afgørende for kvaliteten af grundvandet – og dermed også drikkevandet.

Derfor er Forsyning Helsingør hele tiden opmærksom på vandkvaliteten fra boringerne og etablerede for nogle år siden tre boringer i Nyrup Hegn. Boringerne vil kunne bruges i tilfælde af, at vandindvindingen i Snekkersten må nedtrappes som følge af gamle forureninger eller andre forhold, som kan påvirke vandkvaliteten.

”Kunderne hos Forsyning Helsingør får i dag drikkevand af allerhøjeste kvalitet. Sådan skal det også være i fremtiden. Desværre er det ikke alle kildepladser, der kan blive ved med at holde den nødvendige kvalitet. Derfor skal vi hele tiden være klar til at udvide nettet af kildepladser og justere vores indvindingsstrategi. Med udsigt til at tage de nye vandboringer i Nyrup Hegn i brug har vi lettere ved at sikre fremtidens forsyning af rent drikkevand”, siger Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Påvirkning af vandmiljø testes
Siden sommeren 2016 har Forsyning Helsingør gennemført forundersøgelser af grundvandstanden og af vandstanden i de nærliggende vådområder. Fra januar i år og indtil marts 2018 indvindes vand fra boringerne for at se, hvordan indvindingen påvirker vandmiljøet i området. Derefter vurderer vandmyndigheden, Helsingør Kommune, i hvilket omfang, kildepladsen i Nyrup Hegn kan tages endeligt i brug.

Kildepladsen i Nyrup Hegn leverer vand til vandværket på Agnetevej i Snekkersten. Den eksisterende kildeplads i Snekkersten skal neddrosles på grund af en bekymring om forurening fra industrikvarteret i Helsingør.

Forsyning Helsingør har i dag fem kildepladser med i alt 26 vandboringer. Alle er placeret indenfor kommunegrænsen. Forsyning Helsingør leverer drikkevand til ca. 58.000 af Helsingør Kommunes godt 62.000 indbyggere.

Yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand, Per Tærsbøl, tlf.: mobil: 27 58 63 05, per11@helsingor.dk
Vandchef, Morten Timmermann, tlf.: 48 40 53 10,  mti@fh.dk