Sådan sorterer du tøj og tekstiler

De lasede cowboybukser, sokken med hul i eller trøjen, der ikke længere passer til din stil. Få hjælp til, hvordan du kommer af med tøj og tekstiler her.

Du kan sortere dit tøj og tekstiler på tre måder: som tekstilaffald, restaffald eller genbrug. Hvordan det skal sorteres, afhænger af kvaliteten. 

Tekstilsortering
Tekstilaffald  - slidte, ødelagte og gamle tekstiler

 Tekstilaffald er tøj og tekstiler, som ikke er egnet til at blive brugt mere. Det gælder fx:

  • Hullet strømper og sokker
  • Gammelt sengetøj, lagner, viskestykker og håndklæder
  • Udtjent undertøj, sportstøj og badetøj
  • Slidt og ødelagt tøj
  • Duge og tøj med indtørrede pletter fra madlavning, fx tomatsovs eller vin (ikke maling, sprit eller olie)
  • Stofrester 
  • Klude.

Tekstilaffald skal være rent og rørt (det må ikke være vådt, beskidt jordslået, imprægneret eller muggent). Der må gerne være indtørrede pletter fra madlavning, men ikke pletter fra maling, olier eller andre kemikalier. 

Sådan afleverer du tekstilaffald
Pak dit tekstilaffald i en lukket klar plastpose og bestil afhentning af det her. Du kan også aflevere tekstilaffald på genbrugspladserne. 

Hvad sker der med tekstilaffald?
Tekstilaffald bliver først sendt til et behandlingsanlæg, hvor genbrugstøj og fejlsorteringer fjernes. Herefter sorteres tekstilaffaldet efter farve og fibertype. Efter sorteringen sendes tekstilaffaldet videre til et specialiseret anlæg, hvor tekstilerne oparbejdes til nye fibre. Disse nye fibre kan anvendes til fremstilling af forskellige tekstilprodukter såsom nyt tøj, klude, bilsæder, isolering og møbelhynder.

Genbrug – brugbare og funktionelle tekstiler

Er trøjen ikke længere din stil, eller er børnene vokset ud af deres tøj, skal du fortsat aflevere det til genbrug, så andre kan få glæde af det. Det gælder fx:

  • Tøj og tekstiler, der hverken er slidt eller ødelagt
  • Sko, bælter eller tasker, der stadig er funktionelle og brugbare
  • Tekstiler som gardiner, sengetøj eller håndklæder, der hverken er slidte eller ødelagte.

Sådan afleverer du genbrugstøj
Aflevér genbrugstøjet i de mange private tøjcontainere ejet af forskellige humanitære organisationer. Disse er også at finde på begge genbrugspladser - placeret tæt på containerne til tekstilaffald.

De humanitære organisationer er kun interesseret i genbrugstøj. Derfor er det vigtigt, at tøj og tekstiler - der ikke kan genbruges af andre - sorteres som tekstilaffald. 

Restaffald – våde, beskidte eller meget plettede tekstiler

Nogle tekstiler kan være så beskidte, mugne eller plettede, at det ikke er muligt at genanvende dem til nye tekstilprodukter. Det gælder fx:

  • Sko, bælter og tasker, der er ødelagte eller slidte
  • Tøj og tekstiler med pletter af maling, olier eller kemikalier
  • Tøj og tekstiler, der er våde eller beskidte
  • Tøj og tekstiler, der er mugne eller jordslåede
  • Tøj og tekstiler, der er imprægneret
  • Dyner, hovedpuder, tæpper og gulvtæpper.

Aflevér det i din egen beholder til restaffald eller på genbrugspladserne i containerne til Rest efter sortering.

Hvad sker der med tekstiler, der ender i restaffaldet?
Ikke genanvendeligt tøj og tekstiler, der sorteres som restaffald, sendes til affaldsforbrænding. Her bliver det brændt og omdannet til el og varme.

Vurdér dit tøj og tekstil, før du smider det ud
Det kan godt være svært at skelne mellem, hvornår tøj og tekstil er tekstilaffald, restaffald eller skal afleveres til genbrug. Det bedste råd er at kigge på dit tøj eller tekstil og vurdere det, inden du smider det ud. Følg ovenstående sorteringskriterier og brug eventuelt vores guide til tekstilsortering for at finde ud af, hvordan du skal sortere tøj og tekstiler.

Hvorfor er det vigtigt, at vi sorterer tøj og tekstiler?
Tekstilproduktion er en enorm ressourcekrævende proces. Fx går der op mod 2.700 liter vand til at producere én T-shirt. Derfor skal vi sørge for, at ressourcerne i tekstilerne bliver genanvendt til nye produkter eller genbrugt. Det bedste, du kan gøre, er at aflevere dine brugbare tekstiler til genbrug for at forlænge deres levetid. Alternativt kan du sortere dem som tekstilaffald, så de kan omdannes til nye tekstilprodukter.