Drikkevand til tre døgn i krisesituationer
Beredskabsstyrelsen har udgivet en række enkle råd til, hvordan du og din familie kan forberede jer på en krise.
![Vandbeholdere](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/COLOURBOX27374466.jpg?h=a5f58875&itok=z0UXiTB8)
Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land. Men det modernes samfund er sårbart. Det gælder ikke mindst i krisesituationer, hvor kortere eller længere nedbrud på ét område kan få store konsekvenser på tværs af andre områder. Det gælder fx adgangen til strøm, vand og indkøb af basale fornødenheder i kortere eller længere perioder.
Derfor har Beredskabsstyrelsen udgivet folderen ”Forberedt på kriser”. I folderen anbefaler styrelsen, at du og din husstand skal kunne klare sig i tre døgn, hvis en krise rammer.
Det gælder blandt andet i forhold til sikring af rent drikkevand. Her anbefales det at beregne 3 liter vand per person per døgn til brug for at drikke og evt. tilberedning af mad. Skal du have vand til 3 døgn skal du altså have 9 liter vand per person. Sørg for at have vand til alle i husstanden – også evt. husdyr.
Her er Miljøstyrelsens fire råd, når du sørger for drikkevand til dig og din familie i forbindelse med en krise.
Sådan sørger du for rent drikkevand
- Lad vandet løbe til det bliver koldt, inden du tapper.
- Brug en beholder godkendt til opbevaring af fødevarer.
- Følg vejledningen om rengøring af den beholder du bruger.
- Opbevar vandet mørkt og køligt ved kældertemperatur.
Kan du ikke følge Miljøstyrelsens råd til opbevaring og tapning af vand, bør du købe flaskevand i stedet. Husk at kigge på flaskevandets udløbsdato og udskift løbende.
Læs mere om de fire råd.