Ny bynær genbrugsplads er åbnet i Helsingør
Styrker den grønne omstilling med mere genbrug og genanvendelse.
![Rundtur på pladsen](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/Rundtur%20p%C3%A5%20pladsen.jpg?h=c9f93661&itok=tRaGI5i8)
Borgmester Benedikte Kiær og bestyrelsesformand Jens Bertram var fælles om at klippe den røde snor, da Forsyning Helsingørs nye genbrugsplads – Cirklen – blev indviet torsdag den 17. november. Sammen med en række inviterede gæster og skoleelever fra Hellebækskolen fik de to den store rundvisning til alle affaldsfraktioner og i Genbrugshuset, hvor kunder kan give og tage brugbare ting og sager. Det skete til jazz’ede baggrundstoner fra Musikskolen.
Borgmesteren ønskede alle kommunens borgere tillykke med den nye genbrugsplads, der ligger bynært tæt på Helsingør og Espergærde. Samtidig lagde hun i sin tale særligt vægt, at etableringen af den nye genbrugsplads er vigtig i forhold til kommunens grønne målsætninger og arbejdet med hele bæredygtighedsområdet.
![Rød snor klippes](/files/styles/common_02/public/media/image/klippe%20snor%20med%20Bertram.jpg?itok=b0wk3qhB)
I Helsingør Kommune er vi ambitiøse – også når det gælder den grønne omstilling. Her er affaldsområdet vigtigt. Netop nu har vi en Plan for Cirkulær Økonomi i høring. Planen skal blandt andet reducere mængden af affald, øge kvaliteten af genanvendelsen og sikre, at endnu flere ting og sager bliver genbrugt. Denne nye genbrugsplads er et perfekt eksempel på det, vi gerne vil med den nye plan. Og samtidig illustrerer pladsen, at vi kun gennem et tæt og godt samarbejde mellem Forsyning Helsingør og Helsingør Kommune kan nå vores ambitiøse mål for grøn omstilling.
Tidligere på året nåede genanvendelsen af husholdningsaffaldet i kommunen op over 50 procent – en vigtig milepæl. Den nye genbrugsplads skal hjælpe Forsyning Helsingør og Helsingør Kommune tættere på det nye EU-mål om 65 procents genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035.
Bestyrelsesformand Jens Bertram kaldte i sin tale genbrugspladsen Cirklen for ”Danmarks smukkeste” og bandt en tråd tilbage til den tidlige borgerinddragelse før byggeriet startede:
Jeg håber, at kunderne vil tage godt imod den nye genbrugsplads. Mange af de genbrugsmuligheder og aktiviteter vi tilbyder på pladsen, er faktisk kundernes egne forslag fra et dialogmøde for tre år siden inden byggeriet gik i gang. Genbrugspladsen Cirklen er derfor fyldt med kundernes egne fingeraftryk.
![Skoleelever fra Hellebækskolen](/files/styles/common_02/public/media/image/elever%20ved%20containere.jpg?itok=WYKUKGWG)
Efter rundvisningen blev porten åbnet for de første kunder og særligt i Genbrugshuset med mulighed for at give og tage brugbare ting og sager, var der ekstra travlt, mens Musikskolen spillede jazz og sultne kunder fik åbningskage.
Her på Forsyning Helsingørs hjemmeside kan du læse mere om den nye genbrugsplads, åbningstiderne og reglerne for brug af Genbrugshuset.
Se fotogalleri fra indvielsen af Genbrugspladsen Cirklen: