Affaldsdata skal styrke sorteringslysten

Affald

Borgerne kan nu følge med i hvordan det går med indsamlingen af deres eget husstandsaffald til genanvendelse og genbrug.

sortering af husholdningsaffald

Mængden af indsamlet plast i april 2023 var den højeste for én måned i det seneste år. Mængderne af genbrugelige ting, der gives væk til borgerne i det nye Genbrugshus på Cirklen er bare steget og steget - måned for måned - siden åbningen af den nye genbrugsplads i november sidste år. Og den reelle genanvendelsesprocent for husholdningsaffaldet var på over 50 procent i 2022.

Tre eksempler på konkret affaldsdata fra Forsyning Helsingørs nye hjemmeside med overblik over genanvendelse og genbrug i kommunen. Hjemmesiden indeholder en lang række diagrammer med data over udviklingen i de husstandsindsamlede mængder af affald – samt udviklingen i genbrugsdata fra de to genbrugspladser i henholdsvis Helsingør og Skibstrup.

Borgere skal motiveres og deltage aktivt og engageret
Afdelingsleder Jette Justesen forklarer om formålet med de nye data på hjemmesiden:

Vi vil gerne give borgerne et dynamisk indblik i, hvordan det går med at samle affald ind fra husstande til genanvendelse og genbrug.
Jette Justesen, afdelingsleder

”Vi vil gerne give borgerne et dynamisk indblik i, hvordan det går med at samle affald ind fra husstande til genanvendelse og genbrug. Data bliver opdateret en gang om måneden, så borgerne kan følge udviklingen og fx se, om det går op eller ned med indsamlingen af plast, metal eller madaffald til genanvendelse. På den måde er det håbet, at hjemmesiden kan være med til at motivere borgerne til i endnu højere grad at sortere husholdningsaffaldet og dermed styrke genanvendelse og genbrug”.

Bestyrelsesformand Jens Bertram supplerer:

”Kommunens plan for cirkulær økonomi handler om at minimere affaldsmængderne og sende mere til genbrug og genanvendelse. Helt konkret har vi et mål om, at genanvendelsen på husholdningsaffaldet skal være på 55 procent i 2025. Det er et ambitiøst, men bestemt også et realistisk mål. Men kun hvis vi alle bliver endnu bedre til at sortere vores husholdningsaffald. Jeg håber, at den nye hjemmeside kan være med til at gøre det mere spændende for borgerne at deltage engageret og aktivt i sorteringen af deres eget affald og i direkte genbrug”.

Jeg håber, at den nye hjemmeside kan være med til at gøre det mere spændende for borgerne at deltage engageret og aktivt i sorteringen af deres eget affald og i direkte genbrug.
Jens Bertram, bestyrelsesformand
Genbrugshuset
Genbrugshuset på Cirklen i Helsingør er blevet populært hos kunderne, der har lov til at tage tre genbrugsting med hjem om dagen. Det bliver til mange tons hver måned. 

Foreløbig indeholder den nye hjemmeside diagrammer med udviklingen inden for følgende affaldsdata:

  • Antal besøgende på genbrugspladserne
  • Mængder på genbrugspladserne
  • Mængder givet væk fra Genbrugshuset
  • Mængder fraført kompost fra komposteringsanlægget
  • Generel genanvendelsesprocent på genbrugspladserne
  • Reel genanvendelsesprocent af husholdningsaffald
  • Henteordning – glasemballage
  • Henteordning – madaffald
  • Henteordning – metalemballage
  • Henteordning – plastemballage (inkl. mad- og drikkekartoner)
  • Henteordning – papaffald
  • Henteordning – papiraffald
  • Henteordning – restaffald

Det er planen, at hjemmesiden med tiden kan blive udviklet til at indeholde flere fraktioner end de nævnte.

affaldsdata