Aftale om nye skraldevogne på plads

Affald

Vigtigt skridt på vejen mod ny affaldsordning med mere sortering.

none

6 af de nye skraldevogne bliver med dobbeltkammer, som på billedet her. (Foto: Ejner Hessel A/S)

Forsyning Helsingør har netop indgået aftale om køb af 11 nye skraldevogne, som er afgørende for, at den nye ordning med mere affaldssortering i boligerne kommer godt fra start. Den nye affaldsordning starter til foråret 2020 i etageboliger og visse typer af rækkehuse – og rulles derefter løbende ud til alle husstande i kommunen. Alle skal fremover sortere affald i fem fraktioner; papir/pap, metal, plast, madaffald og restaffald.

”Starttidspunktet for den nye affaldsordning afhænger af boligtypen – og afhentningen kommer til at foregå i forskellige slags skraldevogne, der passer til forskellige typer af affaldsbeholdere. Med købsaftalen kan vi blive klar med de rigtige skraldevogne til at hente kundernes affald i alle boligtyper og i alle de fem forskellige fraktioner”, siger Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder i Affald & Ressourcer.

Aftalen indebærer køb af 11 skraldevogne:

  • 6 såkaldte dobbeltkammerbiler – der skal bruges til af hente affald fra villaer, parcelhuse og små rækkehuse. Hver bil har to kamre, der kan bruges til enten metal og plast – eller restaffald og madaffald. Dermed passer de til fraktionerne i de to nye affaldsbeholdere, der udleveres i 2021.
  • 1 ny type lastbil med kran – der skal bruges til at løfte nedgravede affaldsbeholdere – i fx etageboliger – samt til glas- og papirkuber rundt om i kommunen.
  • 4 énkammerbiler – til afhentning af alle fem fraktioner i store etageboliger, der har én beholder til hver fraktion. Énkammerbilerne erstatter nuværende vogne, der er gamle og udslidte.

”Vi indfører den nye affaldsordning, fordi vi skal give bedre service og dermed blive bedre til at sortere husholdningsaffaldet til genanvendelse. I Danmark – og i Helsingør Kommune - har vi et mål om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2022. Sidste år var tallet i Helsingør 34 procent, så vi har et stykke vej endnu. Med den nye affaldsordning og den kommende nye genbrugsplads er det vores forventning, at vi kan nå målet”, fortæller Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Levering starter foråret 2020
Aftalen om de 11 nye skraldevogne blev indgået via udbud. Leveringen starter fra foråret 2020. Samtidig begynder Forsyning Helsingør den nye affaldsordning med en kombination af selskabets nye og nuværende biler.

De nye skraldevogne skal alle leve op til Euronorm 6, der er den nyeste typegodkendelse fra EU – og som stiller skrappere krav til køretøjets miljøegenskaber – fx udledning af skadelige partikler og NOx’er.

Se hvornår den nye affaldsordning kommer til din boligtype.