Byggeri af anlæg til omlastning af sorteret affald

Affald

På Skibstrup Affaldscenter gøres der klar til skraldebiler med sorteret affald.

Til næste forår skal de første husstande i Helsingør Kommune begynde at sortere husholdningsaffald i flere forskellige fraktioner end i dag. Fremover skal der yderligere sorteres i plast, metal, madaffald og restaffald, så genanvendelse af affaldet kan blive mere effektivt og ressourcerne udnyttes bedre.

Da henholdsvis mad- og restaffald og plast- og metalaffald indsamles i skraldebiler med to kamre, skal affaldet lastes om, inden det bliver sendt videre til genanvendelse. Dette skyldes, at skraldebilerne af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan køre med sideskæv last, der kan påvirke balancen i bilen.

Anlægget er nu under opførelse på et område på Skibstrup Affaldscenter, der ligger i forlængelse af vejen til aflevering af haveaffald. Fundamentet bygges ned i jorden, så det bliver lettere for skraldebilerne at læsse de forskellige fraktioner direkte ned i containerne.  Samtidig bliver containerne til madaffald og restaffald lukkede, så der ikke opstår lugtgener, og så fugle ikke kan flyve ned i containerne. Anlægget forventes færdigbygget til november 2019.

Det nye indsamlingssystem for husholdningsaffald skal være med til at bringe andelen af genanvendelse op på 50 procent i 2022. I foråret 2020 begynder sorteringen i de første etageboliger og i rækkehuse med fælles affaldsbeholdere. Efterår 2020 kommer bykernen i Helsingør med, og i foråret 2021 rulles det nye indsamlingssystem ud til enfamilieboliger og sommerhuse.