Cirklen – Helsingør Genbrugsplads fejrer 1-års fødselsdag

Affald

Kom og vær med til fødselsdagsfest på Cirklen lørdag den 18. november. Der vil være gratis kaffe, kage og et særligt fødselsdagstilbud.

affald

I midten af november er det ét år siden, at Cirklen – Helsingør Genbrugsplads åbnede i udkanten af Helsingør. Derfor inviterer vi borgere i kommunen til fødselsdagsfejring lørdag den 18. november kl. 10-15 på Cirklen. Vi serverer kaffe og kage – og der vil være mulighed for at gøre et god kup i Genbrugshuset med et særligt fødselsdagstilbud.

Stor interesse for Cirklen   
Siden åbningen er ca. 120.000 biler trillet ind gennem indkørslen til Cirklen, og kunderne har samlet afleveret over 6.000 tons affald. Udover de mange besøgende kunder – som har skulle aflevere deres affald –  har der også været en lang række besøg fra interesserede borgere, skolebørn samt andre virksomheder og organisationer i affaldsbranchen, der ønsker at få en rundvisning på den nye, moderne genbrugsplads. Dermed er det tydeligt, at der har været en stor interesse og opbakning til den nye genbrugsplads.

Det glæder mig at se, at borgerne i kommunen og andre interesserede har taget godt imod den nye bynære genbrugsplads.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Da vi åbnede Cirklen for et år siden, var planen at tilbyde kunderne et bynært alternativ til genbrugspladsen ved Skibstrup – samt en mere klimavenlig genbrugsplads med større fokus på cirkulær økonomi. Det glæder mig at se, at borgerne i kommunen og andre interesserede har taget godt imod den nye bynære genbrugsplads. Jeg håber derfor også, at mange borgere har lyst til at komme og fejre Cirklens fødselsdag med os”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand.

Genbrugs-succes i Genbrugshuset
På Cirklen bliver kunderne tilbudt en moderne løsning indenfor direkte genbrug. I Genbrugshuset på Cirklen har kunder nemlig mulighed for at ta’ og gi’ genbrugelige genstande, som fx møbler, legetøj og køkkenredskaber. Med Genbrugshuset er ønsket at reducere affaldsmængderne og sikre, at endnu flere ting bliver genbrugt og dermed forbliver i kredsløbet. Siden Genbrugshuset slog dørene op for et år siden, er det lykkedes at give over 120 tons genbrugelige ting videre til kunderne via Genbrugshuset.

affald

Kaffe, kage og fødselsdagstilbud
Lørdag den 18. november kl. 10-15 vil der blive serveret gratis kaffe og kage til de besøgende på pladsen. Derudover vil der være et særligt fødselsdagstilbud i Genbrugshuset på Cirklen, hvor man fra lørdag den 18. november til og med søndag den 26. november kan tage 5 ting pr. person i stedet for 3 ting.

Grøn fredag – hele weekenden den 24.-26 november
Forsyning Helsingør bakker samtidig op om Helsingør Kommunes tiltag ”Grøn fredag – hele weekenden den 24.- 26 november 2023”, hvor der sættes fokus på ansvarligt forbrug og cirkulær økonomi. I den forbindelse vil Genbrugshusets fødselsdagstilbud vare til og med den 26. november.

Desuden vil der være mulighed for, at interesserede borgere kan få en rundvisning på Cirklen søndag den 26. november. Der vil være to rundvisninger, som finder sted kl. 10 og kl. 11. Du kan booke din rundvisning her.

Fakta om Cirklens første år

Antal besøgende siden åbningen (målt på antallet af biler): 119.965

Samlet affaldsmængde afleveret på Cirklen siden åbningen: 6.697 tons

Mængder givet væk fra Genbrugshuset siden åbningen: 122 tons