De første borgere i gang med affaldssortering

Affald

De næste par uger får 1.700 husstande i Espergærde, Snekkersten og Kvistgård nye affaldsbeholdere, køkkenspande og sorteringsvejledning.

none

Borgmester Bennedikte Kiær og bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Jens Bertram, rullede de første affaldsbeholdere ud til beboerne i Ejerforeningen Søbækgård i Espergærde.


Beboerne i ejerforeningen Søbækgård i Espergærde blev blandt de første i Helsingør Kommune til at sortere bananskræller, konservesdåser og plastemballage fra det daglige husholdningsaffald. Sammen med borgmester Benedikte Kiær og bestyrelsesformand Jens Bertram fra Forsyning Helsingør var medlemmer af ejerforeningen fredag med til at sparke den nye affaldsordning i gang ved et arrangement på Søbækgård. Her fik beboerne i de 45 husstande i ejerforeningen overleveret affaldsbeholdere til de nye affaldsfraktioner – samt startpakke med hjælp til sortering.

”Det er en fornøjelse, at vi nu er i gang! Affald er ressourcer, der venter på at blive brugt igen. Og det er lige præcis det, den nye sorteringsordning handler om. Vi skal alle til at sortere bedre, så vi kan genanvende mere af affaldet – til glæde for miljø og klima”, siger Jens Bertram, bestyrelsesmedlem i Forsyning Helsingør og fortsætter:

”Jeg håber, at de udvalgte borgere vil tage godt i mod den nye ordning – og bruge lidt ekstra energi på at sortere affaldet korrekt. Vi skal alle til at sortere affaldet i løbet af de næste par år, så forhåbentlig kan vi lære lidt af beboerne i Søbækgård og andre ejer- og boligforeninger, der er med i første etape.”

Start i Espergærde, Snekkersten og Kvistgård
Fra mandag den 3. februar og 14 dage frem bliver første etape af den nye affaldsordning med mere sortering rullet ud til 1.700 udvalgte husstande i etageboliger eller rækkehuse med fællesløsninger i Espergærde, Snekkersten og Kvistgård. Der er også 21 kommunale institutioner med fra start.

Frem over skal beboerne til at sortere affaldet i flere forskellige fraktioner; metal, plast, papir/pap, madaffald og restaffald. I forvejen er opstillet kuber til glas. I løbet af 2020 og 2021 bliver de øvrige beboere i kommunen koblet på. Alle får nye affaldsbeholdere samt en startpakke med køkkenspand, poser af genbrugsplast til madaffald og en sorteringsvejledning.

Starttidspunktet og de konkrete løsninger afhænger af boligtypen – og fremgår af Forsyning Helsingørs hjemmeside. 

Her kan man også se, hvordan de forskellige affaldstyper bliver genanvendt.

Den nye affaldsordning med mere sortering skal – sammen med etableringen af en ekstra genbrugsplads -  være med til at opfylde målet i den nationale affaldsplan og i kommunen Ressource- og Affaldsstrategi om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal være genanvendt i 2022. I 2018 var  tallet 34 procent.