Derfor er den nye affaldsordning en serviceforbedring

Affald

Læserbrev bragt i Helsingør Dagblad 22. marts.

Renovationsbil foran Kronborg

Af Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør

Lars Hebsgaard (LH) fra Snekkersten efterspørger i dagbladet den 15. marts et svar på spørgsmålet, hvordan den nye affaldsordning med mere sortering kan karakteriseres som en serviceforøgelse, når nu det samlede antal tømninger falder fra 52 til 39.

Jeg vil prøve at forklare, hvorfor vi i Forsyning Helsingør ser den nye affaldsordning som en serviceforbedring. Alt er jo relativt – så det er jo afhængig af øjnene, som ser, hvorvidt det nye affaldssystem opleves som en forbedring eller ej.

For det første så sikrer vi fremover, at kundernes affald bliver håndteret på en miljø- og klimamæssig bedre måde end før, hvor al dagrenovation jo blev forbrændt – og ressourcerne så at sige gik op i røg. Borgeren kommer nemlig til at kildesortere i op til 10 fraktioner ved husstanden, i modsætning til i dag, hvor man skal køre på genbrugspladsen med f.eks. metal og plast og andre genanvendelsesfraktioner.

For det andet, så afhenter vi 180 l sorteret affald om ugen mod 110 l usorteret dagrenovation før. Vi kan altså hente 70 liter mere om ugen end før hos en enfamiliebolig, da vi har to todelte beholdere, også selv om vi ikke kommer lige så mange gange hos borgeren, som før. Det er en forbedring på over 60 procent.

Det samme kan siges om det faktum, at det nu er Forsyning Helsingør, der køber og vedligeholder de nye beholder. Ligeså kan nævnes, at vi har købt 1.000 ekstra beholdere til pap/papir til sommerhuse, der ikke tidligere har haft afhentning af denne fraktion. Det får de nu.

I sit indlæg giver LH endvidere udtryk for, at det nye affaldsgebyr på 3.480 kroner for en standardfamilie i en villa er for højt. Prisen afhænger af det valgte system og serviceniveau. På den ene side prøver vi at sikre så høj en service som muligt – under hensyn til de niveauer, der er fastlagt af byrådet. På den anden side forsøger vi at fastholde en så skarp pris som muligt og effektivisere der, hvor vi kan.

Det er min vurdering, at vi trods prisstigningen efter nytår stadig har et rimeligt niveau på affaldsgebyret, når vi sammenligner os med andre kommuner i Nordsjælland.