Drikkevand til tre døgn i krisesituationer

Vand

Beredskabsstyrelsen har udgivet en række enkle råd til, hvordan du og din familie kan forberede jer på en krise.

Vandbeholdere

Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land. Men det modernes samfund er sårbart. Det gælder ikke mindst i krisesituationer, hvor kortere eller længere nedbrud på ét område kan få store konsekvenser på tværs af andre områder. Det gælder fx adgangen til strøm, vand og indkøb af basale fornødenheder i kortere eller længere perioder. 

Derfor har Beredskabsstyrelsen udgivet folderen ”Forberedt på kriser”. I folderen anbefaler styrelsen, at du og din husstand skal kunne klare sig i tre døgn, hvis en krise rammer. 

Det gælder blandt andet i forhold til sikring af rent drikkevand. Her anbefales det at beregne 3 liter vand per person per døgn til brug for at drikke og evt. tilberedning af mad. Skal du have vand til 3 døgn skal du altså have 9 liter vand per person. Sørg for at have vand til alle i husstanden – også evt. husdyr.

Her er Miljøstyrelsens fire råd, når du sørger for drikkevand til dig og din familie i forbindelse med en krise.

Sådan sørger du for rent drikkevand

  1. Lad vandet løbe til det bliver koldt, inden du tapper.
  2. Brug en beholder godkendt til opbevaring af fødevarer.
  3. Følg vejledningen om rengøring af den beholder du bruger.
  4. Opbevar vandet mørkt og køligt ved kældertemperatur.

Kan du ikke følge Miljøstyrelsens råd til opbevaring og tapning af vand, bør du købe flaskevand i stedet. Husk at kigge på flaskevandets udløbsdato og udskift løbende.

Læs mere om de fire råd.