Haveejere kan komme af med pileurt og bjørneklo på genbrugspladsen

Affald

Medarbejdere på genbrugspladsen i Skibstrup står klar med gode råd og guidning til forsvarlig bortskaffelse af pileurt , bjørneklo og andre invasive planter.

none

Pileurt er en invasiv planteart, der vokser hurtigt, og som fortrænger herboende arter. Foto: Miljøstyrelsen

Sommeren er højsæson for bekæmpelse af invasive plantearter, og i Nordsjælland er der særlig fokus på pileurt og bjørneklo. Begge arter er uønskede og til skade for den danske natur, da de fortrænger herboende arter. Senest har Naturstyrelsen Nordsjælland iværksat en større kampagne mod japansk pileurt og kæmpepileurt, der begge er hurtigt voksende og særlig udbredt i Nordsjælland. Nu bliver der udlagt plastik på udvalgte steder, så det bliver mere besværlig for planten at brede sig.

Men også private haveejere kæmper med de invasive arter, der kvæler roser, dahlia og clematis. På genbrugspladsen i Skibstrup står medarbejdere fra Forsyning Helsingør imidlertid parat med gode råd og guidning til, hvordan kunderne kan skille sig forsvarligt at med planten, når de ankommer med trailer til genbrugspladsen.

”Det er vigtigt, at haveejerne skaffer sig af med de invasive plantearter på den rigtige måde, når de kommer ud på genbrugspladsen. Ellers risikerer vi yderligere spredning i naturen via fx frø fra bjørneklo og rødder fra pileurt”, fortæller Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder for Affald & Ressourcer i Forsyning Helsingør.

Folder om pileurt til kunder og personale
For at sikre en forsvarlig bortskaffelse af invasive plantearter henvendte Forsyning Helsingør sig til Miljøstyrelsen og andre forsyningsselskaber for at hente viden og gode råd. Det er der kommet en folder ud af, som hjælper både kunderne og personalet på genbrugspladsen til at håndtere de store pileurter. I folderen kan kunderne læse, at der på genbrugspladsen er to muligheder for at skille sig forsvarligt at med pileurt:

  • Planten kan afleveres til kompostering ligesom andet haveaffald.
  • Eller plantedelene kan afleveres i en gennemsigt affaldssæk til småt brændbart, så alt plantemateriale bliver brændt og omdannet til energi.

På Skibstrup Affaldscenter milekomposteres haveaffaldet, hvor det opnår så høje temperaturer, at risikoen for spredning af evt. levedygtigt materiale er minimal.

Bjørneklo i småt brændbart
Er der tale om en af de tre arter af bjørneklo, er rådet mere simpelt: Hele planten skal afleveres i gennemsigtig affaldssæk til småt brændbart.   

”Er man i tvivl om, hvor og hvordan en invasiv planteart skal håndteres på genbrugspladsen, så kan man altid spørge vores personale. Er man ellers i tvivl, er det bedste råd, at aflevere planten i en gennemsigtig plasticpose til småt brændbart”, siger Jette Skaarup Justesen.

Se folderen her.

På genbrugspladsen bliver haveaffald kompesteret, hvor det opnår så høje temperaturer, at spredning med levedygtigt matriale fra pileurt er minimal.

kompostering.jpg