Koncernens C02-kortlægning udvidet

Nyhed

Nu dækker Forsyning Helsingørs klimaregnskab også indirekte udledninger i værdikæden – fx entreprenørers transport og jordhåndtering ved anlægsprojekter.

Sydkystens Renseanlæg

Her Sydkystens Renseanlæg i Espergærde. Procesudledninger i form af lattergas og metan fra renseanlæg optræder i Scope 1.

For andet år i træk har Forsyning Helsingør-koncernen fået kortlagt virksomhedens CO2-aftryk. Og denne gang er kortlægningen udvidet med de indirekte udledninger fra aktiviteter i værdikæden opstrøms og nedstrøms – fx fra entreprenørers arbejde med jordhåndtering og transport af materialer, fra slamhåndtering eller fra indkøb af fx kemikalier, varer og affaldsbeholdere. 

Kortlægningen viser, at koncernens største udledning i 2023 netop kommer fra aktiviteter i værdikæden. Og det er ikke overraskende, forklarer bestyrelsesformand, Jens Bertram:

”I forsyningsbranchen har vi en kontinuerlig renovering af vores ledningsnet og ofte store anlægsprojekter. Sidste år alene investerede vi godt 300 millioner kroner i den lokale grønne omstilling – fx udbygning af fjernvarmenettet, klimatilpasning med forsinkelsesbassiner og nye affaldsøer til sortering af husholdningsaffald. Det er alt sammen aktiviteter, der fører til indirekte udledninger i Scope 3 – men som i sidste ende gavner den grønne omstilling og bidrager til et renere miljø”.

Det er alt sammen aktiviteter, der fører til indirekte udledninger i Scope 3 – men som i sidste ende gavner den grønne omstilling og bidrager til et renere miljø
Jens Bertram, bestyrelsesfomand

CO2-kortlægningen dækker alle de selskaber, som Forsyning Helsingør har finansiel kontrol over. Dvs. alle selskaber i Forsyning Helsingør-koncernen på nær Scanenergi, Nordkøb og Servia – men inklusive Helsingør Kraftvarmeværk, hvor Forsyning Helsingør ejer 2/3.

Opgørelsesmetoden følger retningslinjerne i den internationale protokol om drivhusgasser (GHGP) og opgøres i CO2-ækvivalenter (CO2æ) i: 

  • SCOPE 1: Koncernens direkte udledninger – typisk fra varme- og elproduktion, procesudledninger i form af lattergas og metan fra renseanlæg samt dieselforbrug ved transport fx lastbiler. Udledningen var på 7.174 tons CO2æ i 2023. (2022: 3.990 tons)
  • SCOPE 2: Koncernens indirekte udledninger – typisk fra forsynet energi udefra til el- og varmeforbrug i bygninger og anlæg. Udledningen var på 671 tons CO2æ i 2023. (2022: 753 tons)
  • SCOPE 3: Indirekte udledninger i værdikæden – typisk fra transport og jordhåndtering ved anlægsarbejder, indkøb af materialer, varer, affaldsbeholdere og slamhåndtering. Udledningen var på 40.104 tons CO2æ i 2023. (ingen 2022-tal)

Opgørelsen af udledninger i SCOPE 3 er behæftet med en vis usikkerhed, da data kan være svært tilgængeligt. Aftrykket i SCOPE 3 er beregnet på baggrund af generelle emissionsfaktorer og nøgletal fra forsyningsbranchen.

Reduktionsanalyser fører til handlinger
Allerede på baggrund af kortlægningen i 2022, der ikke omfattede SCOPE 3, har Forsyning Helsingør sat gang i en række reduktionsanalyser, der skal bidrage til yderligere reduktion af CO2-udledningerne.  Dette arbejde vil nu blive udvidet med analyser af mulighederne for også at reducere CO2-aftrykket i SCOPE 3.

Vi har allerede igangsat CO2-reducerende tiltag siden sidste år – fx byggeriet af en ny elkedel, og vi har taget den metanudledende biogasproduktion på renseanlæg ud af drift.
Jacob Brønnum, adm. dir.

”Vi ønsker at blive en mere grøn og klimaneutral virksomhed. Vi har allerede igangsat CO2-reducerende tiltag siden sidste år – fx byggeriet af en ny elkedel, og vi har taget den metanudledende biogasproduktion på renseanlæg ud af drift. Men vi skal videre i arbejdet, og derfor vil vi fremover have en særlig fokus på de indirekte udledninger i SCOPE 3, og hvordan vi kan påvirke dem i en positiv retning”, fortæller adm. direktør Jacob Brønnum og fortsætter:

”Vi vil arbejde med at nedsætte klimaaftrykket fra vores anlægsarbejder i tæt samspil med vores entreprenører og rådgivere. Under alle omstændigheder planlægger vi allerede nu etableringen af en lokal ressourceplads på Skibstrup Affaldscenter, hvor vi selv kan håndtere og genbruge jord til vores fremtidige bygge- og anlægsprojekter – fx i forbindelse med udbredelsen af fjernvarmen. Her er et stort reduktionspotentiale både i forhold til klimaaftrykket og økonomien. Det har vi fået bekræftet via et pilotprojekt på kloakeringen af Julianelund sidste år”. 

Vi vil arbejde med at nedsætte klimaaftrykket fra vores anlægsarbejder i tæt samspil med vores entreprenører og rådgivere. 
Jacob Brønnum, adm. dir.
Jordstabilisering - Julianelund
Her ved Julianelund testede Forsyning Helsingør i 2023 et projekt med genbrug af jord ved anlægsprojekter indenfor spildevand.

Ligesom sidste år har Forsyning Helsingør – i overensstemmelse med GHGP-protokollen – også fået kortlagt udledninger uden for scope. Det er biogene – ikke fossile – udledninger af CO2, der indgår direkte i et lukket kulstofkredsløb, hvor plantevæksten optager den udledte CO2, og hvor udledningen derfor efter nogle år bliver neutraliseret. Ifølge GHGP skal disse opgøres separat i rapporten. Det er her afbrændingen af biomasse i el- og varmeproduktionen optræder. Undgåede udledninger – fx fra genbrug på affaldsområdet – er også indregnet i denne kategori – men med et positivt fortegn. 

klimaftryk 2023