Korrekt opkrævning af affaldsgebyr

Affald

Skattestyrelsen har afgjort at virksomheder som Forsyning Helsingør fortsat skal fakturere affaldsydelser med moms.

affaldstakster

Skattestyrelsen har nu – som forventet – afgjort, at det er en korrekt opkrævningsmetode kommunalt ejede aktieselskaber – som fx Forsyning Helsingør A/S – har benyttet sig af, når der er blevet opkrævet moms på affaldsgebyret.

Det såkaldte styresignal fra Skattestyrelsen har været undervejs et par år, siden Landsskatteretten afgjorde en sag tilbage i 2020, hvor en kommunal praksis med opkrævning af moms på affaldsydelser i Århus blev underkendt.

Nu har Skattestyrelsen så slået fast, at den nye praksis med fritagelse for moms ikke gælder kommunalt ejede aktieselskaber, som efter en konkret vurdering ikke kan anses for at være et offentligt organ i sig selv og som i eget navn har leveret renovationsydelser til private og private grundejerforeninger.

Forsyning Helsingør lever op til disse kriterier og vil derfor fortsætte med at opkræve moms på affaldsydelser. En praksis som i øvrigt år efter år er blevet godkendt af vores egen revisor og kommunens revisor - og som også nu flugter med Skattestyrelsens nye styresignal.