Nødbeholdere til restaffald på genbrugspladser

Affald

Kan bruges af ca. 400 kunder, hvor det har været – eller er - for glat til at tømme affaldsbeholdere.

cirklen

Her på Helsingør Genbrugsplads Cirklen vil der stå en særlig nødbeholder til restaffald i mindst 14 dage.

Vi oplever stadig mindre udfordringer med afhentning af affald ved husstande, hvor de seneste ugers snefald og efterfølgende is- og sneglatte veje, har forhindret vores renovationsbiler og medarbejdere i at komme frem.

Helt konkret er der ca. 400 kunder i primært sommerhusområderne i Hornbæk og kunder i Langesø, der er ikke fik afhentet madaffald og restaffald i sidste to uger eller ikke får det i denne uge. Disse kunder får først tømt deres beholder til madaffald og restaffald ved næstkommende planmæssige tømning 14 dage efter.

Nødbeholdere og ekstra poser
Derfor tilbyder Forsyning Helsingør nu en ekstra service til gruppen af berørte kunder, så udfordringerne med at få plads til 14 dages ekstra affald mindskes.

  • For det første er der i dag – og mindst 14 dage frem - opsat ekstra containere el. nødbeholdere til restaffald på vores to genbrugspladser i henholdsvis Skibstrup og i Helsingør. Dermed får berørte kunder mulighed for at komme af med deres ekstra restaffald, hvis de selv kører det på genbrugspladsen
  • For det andet vil vores renovationsmedarbejdere medtage kundens ekstra poser ellers papirsække med restaffald ved næste tømning, hvis kunden har placeret disse ved siden af beholderen. Poser af klar plast og papirsække skal være lukket/snøret til i toppen.

Hvis du er tilmeldt vores sms-service på affald, får du besked om disse afvigelser.

Vores renovationsmedarbejdere gør deres bedste for at komme frem til dig. Hvis vejens tilstand forhindrer afhentning af affald, vil afhentning af affaldet som udgangspunkt finde sted ved næstekomne tømningsdag.  Hvis kapaciteten – og fremkommeligheden - tillader det, vil vi forsøge at gennemføre tømning en af de følgende dage.

Helsingør Kommune har ansvaret for fremkommeligheden på de kommunale veje. Hvis der er tale om en privat fællesvej er det beboernes/grundejerforeningens ansvar at sikre fremkommeligheden.

Mange steder er udfordringen dog også, at den private adgangsvej helt ind til beholderne ikke er ryddet for sne og is eller saltet. Det er grundejerens eget ansvar at sikre, at den private adgangsvej er fremkommelig. Vi opfordrer derfor alle kunder til at hjælpe vores renovationsmedarbejdere ved at rydde fortov og privat adgangsvej for sne og is. 

affaldstømning isglat
Isglatte overflader. Sådan så en af vejene ud i Langesø, da vores medarbejdere besøgte den mandag.