Nu skal 15.000 husstande i gang med affaldssortering

Affald

Husejere og beboere kan se hvornår det bliver deres tur på nyt web-site.

Standardløsning med tre beholdere

Standardløsningen til villaer, parcel- og rækkehuse - samt visse sommerhuse - kommer fremover til at bestå at tre affaldsbeholdere.

Efter vinterferien begynder udrulning af nye affaldsbeholdere til ca. 15.000 villaer, parcel- og rækkehuse med individuelle løsninger – samt visse sommerhuse. Dermed begynder den største enkeltetape af den nye affaldsordning med mere sortering ved husstanden. Alle husejere, der er med, har på forhånd fået e-boksbrev om udrulningen. Udrulningen vil vare indtil midten af maj måned.

”Nu begynder vi med den 3. – og største - etape af den nye affaldsordning. Når vi har rullet nye beholdere ud til alle husejerne i løbet af foråret vil to tredjedele af alle husstande i kommunen være med på sorteringsbølgen. Det er godt for miljø og klima. Jo bedre vi bliver til at sortere og genanvende – jo mindre belaster vi klimaet, og vores pres på naturens egne ressourcer mindskes”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand, og fortsætter:

”For at alle lettere kan komme i gang og forberede sig, præsenterer vi et website under fh.dk, hvor husejere kan gå ind og se, hvilken uge vi bringer de nye affaldsbeholdere ud til netop deres adresse. Vi kommer også med en startpakke, der indeholder detaljeret sorteringsvejledning, gode tips om indretning i hjemmet samt en særlig køkkenkurv og poser til madaffald”.

Det nye website kan bruges af ejere og beboere i de godt 15.000 villaer, parcel- og rækkehuse – samt visse sommerhuse - der er med i den 3. etape af den nye affaldsordning. Alle har fået brev om dette i januar 2021.

Goddag til to nye beholdere på hjul
Den nye affaldsordning betyder, at alle husstande i Helsingør Kommune skal til at sortere affald i plast, metal, papir/pap, mad- og restaffald. For de 15.000 husejere i 3. etape, betyder det, at de kan sige goddag til to nye rumopdelte beholdere på hjul. En beholder til plast- og metalaffald. Og en til mad- og restaffald. De fleste har i forvejen en beholder til papir/pap, som fortsat skal bruges.

Størrelsen på de nye beholdere er beregnet efter husholdningens tidligere behov samt nye tømningsfrekvenser.

køkkenkurv til madaffald
I Startpakken følger også en grøn køkkenkurv og gratis poser til madaffald


Den gamle affaldsbeholder eller det gamle affaldsstativ med sæk til dagrenovation er kundens private ejendel. Forsyning Helsingør opfordrer kunderne til at genbruge beholderen eller stativet til et nyttigt formål. Fx kan stativet bruges til haveaffaldssække, som kan stilles ud til afhentning ved brug af haveaffaldsordningen. Alternativt kan beholder og stativ tages med på genbrugspladsen, så sørger Forsyning Helsingør for, at plast og metal bliver genanvendt.

Affaldssortering er lovkrav
Affaldssortering ved husstanden er et lovkrav – og et tiltag, der skal være med til at forøge genanvendelsen af husholdningsaffaldet til 50 procent i 2022 – hvilket er det nationale mål i Danmark.

De næste par år skal der sorteres i helt op til 10 forskellige fraktioner ved husstanden. Den nye affaldsordning i Helsingør Kommune sikrer, at der bliver sorteret i plast, metal, papir, pap, mad- og restaffald foruden de ordninger, der allerede eksisterer for småt elektronik, elpærer og batterier – samt glas i kuber rundt om på standpladser i kommunen.

Når kommunens regulativ foreligger for indsamling af de fremtidige fraktioner som drikke – og fødevarekartoner, farligt affald og tekstiler, kan Forsyning Helsingør fortsætte planlægningen af, hvordan disse fraktioner skal indsamles. Det er Forsyning Helsingørs forventning, at det vil kunne ske inden for rammerne af den nye affaldsordning – og altså ikke betyde et behov for flere beholdere - hvis man har standardløsningen med beholdere til alle de fraktioner, der rulles ud nu.

Se mere om den nye affaldsordning.

Når vi har rullet nye beholdere ud til alle husejerne i løbet af foråret vil to tredjedele af alle husstande i kommunen være med på sorteringsbølgen.
Jens Bertram, bestyrelsesformand.