Ny analyse af husholdningsaffaldet

Affald

Kvaliteten af det sorterede husholdningsaffald er god, men der er stadig potentiale for, at vi kan sortere mere af vores affald.

Pige, der sorterer affald

Når helsingoranerne og andre af kommunens borgere sorterer husholdningsaffaldet, ender det oftest i de rigtige beholdere. Men der er stadig plads til, at endnu mere af affaldet kan blive sorteret. Det er konklusionen på en ny affaldsanalyse, som Forsyning Helsingør har fået lavet med det formål at blive klogere på, hvor og hvordan affaldssorteringen kan forbedres. Samtidig skal dele af undersøgelsen indgå i Miljøstyrelsens større landsdækkende undersøgelse af sammensætningen af danskernes husholdningsaffald i forbindelse med indførelsen af producentansvar på emballage.

I undersøgelsen, der blev foretaget blandt flere hundrede husstande i Helsingør Kommune, har man både analyseret mængden og kvaliteten af det sorterede husholdningsaffald. Kvaliteten er andelen af korrekt sorteret affald. Undersøgelsen viser bl.a., at den bedste sortering af husholdningsaffaldet – både i forhold til mængde og kvalitet – ses hos villaer, parcel- og rækkehuse med egne beholdere, mens der er størst potentiale for bedre sortering af affaldet hos etageboliger med fælles affaldsbeholdere. Dette ses typisk også i mange andre kommuner.

Sorteret affald ender oftest i den rigtige beholder
Ved affaldssortering er både mængder og kvaliteten afgørende for, at så meget affald som muligt kan blive genanvendt. Derfor er det vigtigt, at vi husker at sortere alt vores affald, og at det sorteres i de korrekte beholdere.

I undersøgelsen er der blevet analyseret fem affaldsfraktioner: restaffald, plast/mad- og drikkekartoner, metal, papir/pap og glas. Analysen viser bl.a., at kvaliteten af det indsamlede genanvendelige affald generelt er god, hvilket giver bedre muligheder for, at materialerne i affaldet kan genanvendes. Fx er 81 procent af indsamlet plast/mad- og drikkekartoner hos villaer, parcel- og rækkehuse med egne beholdere sorteret korrekt, mens det for etageboliger med fælles affaldsbeholdere er ca. 75 procent. Af det indsamlede metal fra villaer, parcel- og rækkehuse med egne beholdere er det over 80 procent, som er korrekt sorteret, mens det er over 70 procent for etageboliger med fælles affaldsbeholdere. Over 96 procent af det indsamlede glas er korrekt sorteret.

Undersøgelsen viser, at borgerne generelt er gode til at sortere deres husholdningsaffald.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Undersøgelsen viser, at borgerne generelt er gode til at sortere deres husholdningsaffald. År for år kommer vi nærmere kommunens mål om at genanvende 55 procent af husholdningsaffaldet i 2025. Det er et ambitiøst, men bestemt realistisk mål, for vi er på rette vej. Så jeg er optimist på klimaet og miljøets vegne”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Billede af sortering - Econet.JPG
Sådan ser det ud, når Econet A/S analyserer indsamlet husholdningsaffald. Iført dragter finsorterer, vejer og registrerer de affaldet. Billedet er ikke fra analysen af husholdningsaffaldet i Helsingør.

Gode ressourcer ender til affaldsforbrænding
Hos alle husstande ses det største potentiale for bedre sortering i restaffaldet. Her består over halvdelen af restaffaldet nemlig af affald, der kunne være sorteret i en af de genanvendelige affaldsfraktioner. Det drejer sig om genanvendeligt affald som plast, mad- og drikkekartoner, pap, papir, metal og tekstiler – men også madaffald, der genanvendes ved at blive omdannet til biogas og landbrugsgødning.

”Det er ikke overraskende, at det største potentiale for forbedring ligger i sorteringen af restaffaldet. Det ser vi også i andre dele af landet. Der er behov for, at vi alle sammen bliver endnu bedre til at sortere, så mindre genanvendeligt affald fremover ender i restaffaldet til affaldsforbrænding. De gode genanvendelige materialer fra affaldet skal ikke gå tabt – men i stedet have nyt liv til glæde for miljøet”, understreger Jens Bertram.

Mere kommunikation på vej
Forsyning Helsingør vil nu analysere resultaterne af undersøgelsen nærmere, og den nye viden vil blive brugt konkret lover afdelingsleder Jette Skaarup Justesen.

Nu er vi blevet klogere på kvaliteten af kundernes sortering af husholdningsaffaldet, og det kan hjælpe os til at nå de ambitiøse mål for genanvendelsen.
Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder.

Nu er vi blevet klogere på kvaliteten af kundernes sortering af husholdningsaffaldet, og det kan hjælpe os til at nå de ambitiøse mål for genanvendelsen. For studerer vi undersøgelsen, kan vi få et fingerpeg om, hvor vi konkret kan styrke sorteringsløsningerne, og hvor vi kan sætte ind med mere målrettet kommunikation for at hjælpe borgerne med at genanvende mere af deres affald”.

Fakta om affaldsanalysen
Affaldsanalysen er foretaget af Econet A/S for Forsyning Helsingør. Selve analysen er foregået ved, at der er blevet indsamlet, sorteret og analyseret stikprøver af fem fraktioner: restaffald, plast/mad- og drikkekartoner, metal, papir/småt pap og glas. De resterende tre fraktioner: madaffald, tekstilaffald og farligt affald er ikke en del af affaldsanalysen.

Stikprøverne er blevet taget fra flere hundrede husstande fordelt på både villaer, parcel- og rækkehuse med egne affaldsbeholdere, etageboliger med nedgravede affaldsbeholdere og etageboliger med firehjulede containere. Samtlige husstande er beliggende i Helsingør Kommune, men fra forskellige boligområder. Ingen husstande i bymidten har været en del af analysen, da undersøgelsen fandt sted i september til oktober 2023, hvor bymidten endnu ikke var gået i gang med at sortere affald.

Hovedresultaterne fra affaldsanalysen kan ses her.