Ny rekord i Genbrugshuset

Affald

På et år er over 100 tons genbrugelige ting blevet givet tilbage til kunderne i Genbrugshuset. Alene i september fik ca. 15,5 tons genbrugelige ting nyt liv. Dermed sætter Genbrugshuset endnu en gang rekord.

Genbrugshuset

Siden Genbrugshuset på Cirklen – Helsingør Genbrugsplads slog dørene op i november 2022, er mængderne af genbrugelige ting, der gives væk til borgerne i Genbrugshuset steget og steget – måned for måned. I september måned gav Genbrugshuset ca. 15,5 tons genbrugelige ting videre til nye ejere, og dermed satte Genbrugshuset endnu en gang rekord.

Det er godt nyt, ikke kun for de mange genbrugsglade kunder i Helsingør Kommune, der strømmer til Genbrugshuset i jagten på genbrugsfund, men også for klimaet. Direkte genbrug forlænger nemlig tingenes levetid.

​​​​I Genbrugshuset giver vi kunderne mulighed for at give og tage fx møbler, køkkenredskaber og legetøj, så vi ikke skal smide så meget ud.
Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder.

”I Genbrugshuset giver vi kunderne mulighed for at give og tage fx møbler, køkkenredskaber og legetøj, så vi ikke skal smide så meget ud. På den måde sikrer vi, at ressourcerne fastholdes i kredsløbet, hvilket er til glæde og gavn for klima og miljø – men også for borgerne der får glæde af andres brugte ting”, forklarer Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder i Affald og Ressourcer.

Køkkenredskaber, legetøj og boligartikler hitter
I Genbrugshuset er udvalget er bredt, og kunder kan finde alt til hjemmet, hobbyen eller endda garderoben. Det er dog særligt legetøj, køkkenredskaber og mindre boligartikler, der er i høj kurs i Genbrugshuset. I september blev ca. 1.600 køkkenredskaber reddet fra at blive smidt ud – og ca. 1.500 mindre boligartikler som vaser, lysestager eller andre nips fik nyt liv i andre hjem.

Mængde af genbrugelige ting givet væk i Genbrugshuset.png

Mængden af genbrugelige ting, der gives væk til borgerne i Genbrugshuset, har siden åbningen i november 2022 kun været stigende.

Stor interesse for genbrugseffekter
Den 17. november er det præcis ét år siden, at Cirklen – Helsingør Genbrugsplads åbnede og dermed også ét år siden, at Genbrugshuset første gang slog dørene op. Siden dengang har der været over 26.000 kunder i Genbrugshuset, og mere end 106 tons genbrugelige ting har fået nyt liv. Genbrugshusets popularitet kommer ikke bag på afdelingsleder i Affald & Ressourcer, Jette Skaarup Justesen, der godt tør komme med et bud på, hvorfor så mange kunder har besøgt Genbrugshuset siden åbningsdagen:

Langt de fleste af os er motiveret for at træffe flere bæredygtige valg i hverdagen – at genanvende og genbruge er en måde, hvorpå man kan blive mere bæredygtig.
Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder.

”Genbrug bliver stadig mere og mere populært. Det understøtter tallene fra Genbrugshuset også. Langt de fleste af os er motiveret for at træffe flere bæredygtige valg i hverdagen – at genanvende og genbruge er en måde, hvorpå man kan blive mere bæredygtig. Med Genbrugshuset hjælper vi dermed også vores kunder til en mere bæredygtig hverdag. Det er vi glade for”.

Særligt fødselsdagsstilbud i Genbrugshuset
Cirklens 1-års fødselsdag vil blive markeret den 18. november med en fødselsdagsfejring på pladsen og et særligt fødselsdagstilbud i Genbrugshuset, hvor man fra den 18. november til og med den 26. november kan tage 5 ting pr. person pr. dag i stedet for 3 ting. Nærmere information om fødselsdagsfejringen følger.

Om Genbrugshuset

Genbrugshuset har åbent tirsdag-torsdag fra kl. 14-17 og lørdag-søndag fra kl. 10-15. Hver kunde kan gratis tage op til 3 ting pr. dag fra Genbrugshuset. Kunder kan også donere deres brugte ting til Genbrugshuset. Det kan man gøre i hele genbrugspladsens åbningstid.

...