Nyt indsamlingssystem for husholdningsaffald starter næste forår

Affald

Ny tidsplan betyder, at indsamlingssystemet begynder i etageboliger og i bykernen 2020 – efterfulgt af enfamilieboliger og sommerhuse i 2021.

Forsyning Helsingør har justeret tidsplanen for udrulning af det nye indsamlingssystem med øget sortering af husholdningsaffald i Helsingør Kommune. Det betyder, at udrulningen ikke starter til september 2019 som ellers forventet – men til foråret 2020. Ændringen af tidsplanen skyldes primært lang leveringstid på nye renovationsbiler med dobbeltkammer, der fremover bliver nødvendige for at samle affald ind ved enfamilieboliger. Samt behov for at sikre en smidig hjemtagning af renovationskørslen i efteråret 2019, før der udrulles et nyt system. Trods ændring af tidsplan er det stadig forventningen, at det overordnede mål om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2022, kan opfyldes.

”Det er vigtig for os, at den nye sortering og indsamling af husholdningsaffald får en god start – og at kunderne oplever, at ordningen fungerer med et højt serviceniveau. Derfor har vi valgt at rykke starttidspunktet og bytte lidt om i rækkefølgen på hvilke boligtyper, der starter hvornår. Uanset rækkefølgen er det stadig forventningen, at vi kan nå målet i kommunens Affalds- og Ressourceplan om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2022”, fortæller bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Per Tærsbøl.

Med det nye indsamlingssystem, skal alle husstande i kommunen begynde at sortere affaldet i fem fraktioner; papir/pap, metal, plast, madaffald og restaffald.

Den nye tidsplan betyder, at indsamlingssystemet starter i etageboliger i foråret 2020. I bykernen i Helsingør Centrum, hvor det kan være svært at få plads til alle beholdere, vil Forsyning Helsingør gå i dialog med brugerne om skræddersyede løsninger i efteråret 2020 / foråret 2021. Indsamlingen i enfamilieboliger, der ellers var planlagt til september 2019, starter foråret 2021. Det samme gør indsamlingen i sommerhuse. Er der rækkehuse blandt enfamilieboligerne, der ønsker at dele affaldsbeholdere, kan dette sættes i gang forår 2020.

tidsplan_-_udrulning.png

Det nye indsamlingssystem vil blive rullet ud til alle 31.000 husstande i Helsingør Kommune.

Individuelle løsninger med boligselskaber
Medarbejdere i Forsyning Helsingør er i fuld gang med at forberede systemet. Det gælder blandt andet etableringen af individuelle løsninger ved etageboliger, hvor store beholdere til hver af de fem affaldsfraktioner skal placeres fordelagtigt og i dialog med boligselskaberne. Etageboliger, der allerede nu ønsker at starte dialogen om deres affaldsløsning, er velkomne til at henvende sig til Forsyning Helsingør. Udrulningen af indsamlingssystemet fra foråret 2020 vil ske i takt med at de individuelle løsninger falder på plads.

Indtil da fortsætter den nuværende indsamlingsordning for alle husstande.   

Læs mere om indsamling af affald her.