Syv myter om dit affald

Affald

Bliver sorteret husholdningsaffald blandet sammen i skraldebilen? Og hvor meget plast genanvender vi egentlig? Få svaret her.

Renovationsbil

Langt de fleste af kommunens husstande er allerede godt i gang med at sortere deres affald i 10 forskellige fraktioner. Men i takt med at der er blevet skruet op for borgernes sortering af husholdningsaffaldet, er antallet af affaldsmyter steget. Vi afliver her syv af dem.  

Myte 1: Madaffaldsposer er nedbrydelige
Falsk. Madaffaldsposerne er ikke nedbrydelige, men lavet af genanvendt plast. Poserne bliver maskinelt frasorteret sammen med andet fejlsorteret affald, der ender i madaffaldsbeholderne. Poserne sendes derefter til forbrænding, og madaffaldet sendes til et anlæg, hvor det kan bruges til at producere biogas, som fx bruges til energi i transportsektoren. Fordelen ved poser lavet af genanvendt plast er, at de er mere holdbare end bionedbrydelige poser. Derudover ender de fleste bionedbrydelige poser alligevel med at blive frasorteret på et anlæg, da de ikke kan nedbrydes hurtigt nok i forhold til processen. 

Myte 2: Den nye indsamling af tekstilaffald sender tekstiler videre til fattige lande
Falsk. Tekstilaffaldet fra Helsingør Kommune opdeles i genbrugstøj, ødelagte tekstiler og åbenlyse fejlsorteringer som fx sko, gulvtæpper og lædertasker. Genbrugstøj sendes til genbrugsbutikker, fejlsorteringer brændes og bruges til energiproduktion, og det egentlige tekstilaffald – altså de ødelagte og slidte tekstiler – sendes til et automatiseret tekstilsorteringsanlæg i Malmø i Sverige. Her bliver tekstilerne sorteret efter farver og fibertype og derefter oparbejdet til nye fibre, som bruges i produktionen af nyt garn, der indgår i nye tekstiler. Fibre, der ikke kan bruges til at producere nye tekstiler, bliver til fyldmateriale, der bl.a. bruges til støjdæmpning i biler

Myte 3: Gavepapir skal sorteres som papir
Falsk. Det flotte skinnende gavepapir er ofte overfladebehandlet med glitter, glimmer, lak eller plast. Samtidig indeholder det meget farvestof og er af dårlig papirkvalitet, der gør, at det ikke egner sig til genanvendelse. I stedet skal det meste gavepapir sorteres som restaffald, så det kan omdannes til energi ved forbrænding.

Sandt. Er gavepapiret derimod brunt og har en ru overflade, skal det sorteres som papir, så det kan genanvendes til nyt papir.

Myte 4: Husholdningsplast skal være helt rent, før det sorteres
Falsk. Plast behøver ikke være klinisk rent, før det sorteres som plastaffald. Det skal dog være fri for madrester og tømt for væske, så godt som det nu kan lade sig gøre. Hvis det er nødvendigt, kan du give bøtter, bakker og dunke et let skyl i koldt vand.

Myte 5: Sorteret affald blandes sammen i skraldebilen
Falsk. Når Forsyning Helsingør tømmer todelte affaldsbeholdere – fx affaldsbeholderen til madaffald og restaffald – anvender vi en skraldebil med to rum. Når affaldsbeholderen tømmes, sikrer skillevæggen, at affaldet ender i hvert sit rum. Skraldebilen tømmer også ét rum ad gangen, så affaldet på intet tidspunkt bliver blandet sammen.

Myte 6: Det er kun en lille del af plasten, der kan genanvendes
Falsk. Plast sendes til et sorteringsanlæg i Tyskland, da der ikke findes et anlæg i Danmark, der kan levere samme høje kvalitet i genanvendelsen. Ca. 60 procent af plastaffaldet genanvendes til nye plastikprodukter. Resten, som ikke i dag kan genanvendes eller sorteres fra, bliver omdannet til energi ved forbrænding.

Myte 7: Pizzabakken skal sorteres som pap
Falsk. Selvom pizzabakken er lavet af pap – og ofte genbrugspap - skal den sorteres som restaffald. Pizzabakker er nemlig ofte beskidte og våde med fedt og madrester fra pizzaen, hvilket betyder, at pappet ikke kan genanvendes.