Tryk på genbrugspladsen: Trafikken omlægges

Affald

Besøgende er gode til at holde afstand og vise hensyn – men for at undgå kø på Skindersøvej omlægges dele af trafikken fra fredag. OPDATERET

none

Siden tirsdag morgen, hvor genbrugspladsen ved Skibstrup åbnede op igen for private kunder med adgangsbegrænsning på max 15 biler ad gangen, har Forsyning Helsingør fulgt situationen og besøgstallene med spænding.

”De besøgende på genbrugspladsen her de første dage efter genåbningen fortjener ros. De har generelt udvist både tålmodighed, holdt afstand og vist hensyn. Men med det samlede antal besøgende og de gældende adgangsbegrænsninger på 15 biler ad gangen ligger vi lige nu på grænsen af vores kapacitet. Af hensyn til sikkerheden – og på råd fra Helsingør Kommune - har vi derfor valgt at være på forkant og omlægge trafikken, så vi ikke risikerer, at Skindersøvej bliver blokeret af ventende bilister”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør. 

Trafikomlægning på Skindersøvej
Til tider har køen af ventende biler på Gørlundevej næsten nået ud på Skindersøvej. I samråd med Helsingør Kommune og Nordsjællands Politi er det besluttet at foretage en mindre og midlertidig omlægning af trafikken, der skal minimere risikoen for kødannelse på Skindersøvej, der forbinder Ålsgårde med Espergærde.

Fra fredag den 3. april – og indtil andet er meldt ud - vil trafikken blive omlagt således, at trafikanter, der kommer sydfra på Skindersøvej allerede skal dreje fra mod venstre ad Holmenevej (ved Planteskolen) via Skibstrupvej og Gørlundevej op til genbrugspladsen. Udkørsel fra genbrugspladsen kan ske normalt mod Skindersøvej.

OPDATERET GÆLDENDE FRA SØNDAG DEN 5. APRIL:
Trafikanter der kommer fra Ålsgårde nordfra af Skindersøvej vil blive ledt ad Falkenbergvej via Skibstrupvej og Gørlundevej op til genbrugspladsen. 

På den måde ankommer alle trafikanter i samme kørselsretning på Gørlundevej optil genbrugspladsen og vil derfor holde i samme kø. 

Alle besøgende til genbrugspladsen bedes følge de gule omkørselsskilte, der leder hen mod pladsen. 

Forsyning Helsingør opfordrer kunderne til at vise hensyn og give plads til hinanden.  

Kapacitetsgrænsen nået
Besøgstalene fra de første to dage efter genåbningen viser, at der har været 724 bilister tirsdag og 857 onsdag – og nogenlunde samme niveau torsdag. Men med 15 biler ad gangen og en gennemsnitligt besøgstid på 10-15 minutter er antallet af bilister allerede nu på kapacitetsgrænsen af, hvad genbrugspladsen kan klare i den nuværende situation. Det er således ikke muligt at lukke mange flere bilister ind, end tilfældet er nu.

”Vi opfordrer stadigvæk alle borgere i kommunen til at overveje nøje, om det nu også er nødvendigt at køre på genbrugspladsen – eller om det kan vente til senere. Kan det ikke vente, så er det gode råd, at pakke bilen smart, så aflæsningen kan foregå hurtigst muligt – og så er det en god idé at udnytte hele åbningstiden fra kl. 8 til 18”, foreslår Jens Bertram.