Valgplakater af plast kan få nyt liv

Affald

Politikere på valg kan gøre en grøn forskel ved at aflevere brugte valgplakater på genbrugspladsen.

Når valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget er veloverstået skal alle de mange valgplakater pilles ned igen. I dag er de fleste valgplakater lavet af såkaldt PP-plast, og det betyder, at kasserede valgplakater kan håndteres separat som plastaffald. Derfor opfordrer Forsyning Helsingør de opstillede politikere i Helsingør Kommune og deres bagland til enten at gemme plakaterne til næste gang eller til at aflevere de brugte valgplakater af PP-plast på genbrugspladsen i Skibstrup. Her har Forsyning Helsingør fra mandag den 27. maj opstillet en særlig container kun til valgplakater af PP-plast.

For at sikre, at plakaterne kan genanvendes på den mest miljørigtige måde, skal de ansvarlige for nedtagningen af valgplakater være opmærksom på følgende:

  • Plakaterne skal være lavet af PP plast. Kan kendes ved, at plakaten er opbygget som en hvid plade med lameller.
  • Plakaterne skal være renset for strips/snore eller andet materiale fra ophængningen.

På Skibstrup Genbrugsplads vil personalet være klar til at svare på spørgsmål om plast og valgplakater.

Kan genanvendes i møbler eller sportsundertøj
PP-plast er lavet af polypropylen, der er en termoplast, som efter opvarmning kan omdannes til nye former. Når indsamlingen af valgplakater er afsluttet, vil plakaterne blive sendt videre til genanvendelse, hvor de vil bliver omformet til materiale, der kan bruges i andre produkter fx tovværk, møbler, måtter, emballage til færdigretter, kofangere til biler og sportsundertøj.