Forsyning Helsingør sænker priserne for andet år i træk

Nyhed

Bestyrelsesformand Per Tærsbøl er tilfreds med udviklingen, der blandt andet er et resultat af målrettede effektiviseringer. Han beklager dog ændrede opkrævninger

Det bliver billigere at være kunde hos Forsyning Helsingør i 2016. Det lover formand for selskabets bestyrelse Per Tærsbøl, efter at han og de øvrige medlemmer af bestyrelsen for nylig har godkendt det kommende års budget. Baggrunden er effektiviseringer, der gør det muligt at sænke priserne på vand, varme og rensning af spildevand, ligesom også gebyret på erhvervsaffald sættes ned.

– Det er glædeligt, at vi nu for andet år i træk kan sænke priserne, samtidig med at det høje serviceniveau opretholdes. Forsyning Helsingør har de seneste år forenklet arbejdsgange, slanket organisationen og investeret i nye anlæg. Vi kan derfor levere de samme ydelser til en lavere pris, og det skal naturligvis komme husholdninger og virksomheder i Helsingør til gode, siger Per Tærsbøl.

For et standardhus på 140 m2 er det anslåede årlige prisfald på drikkevand 48 kr., på varme 200 kr. og på afledning af spildevand 700 kr. Virksomhedernes grundgebyr på erhvervsaffald sænkes med 200 kr. om året.

Ændrede opkrævninger

Som led i budgetlægningen for 2016 har Forsyning Helsingør besluttet at ændre sin opkrævningspolitik. I øjeblikket betaler kunder en måned forud og to måneder bagud, fremover skal betalingen falde tre måneder forud. Årsagen er, at SKAT har suspenderet inddrivelsen af restancer.

– Det sker, at kunder ikke betaler rettidigt eller slet ikke betaler. Det medfører tab, som risikerer at smitte af på priserne, når SKAT ikke inddriver vores tilgodehavender. For at sikre en fortsat sund økonomi ændrer vi derfor vores opkrævningspolitik, så enkelte kunders manglende betaling ikke får konsekvenser for de mange kunder, som overholder deres forpligtelser, slutter Per Tærsbøl, der beklager ændringen. Han oplyser, at Forsyning Helsingør i øjeblikket har restancer for 10 mio. kr.