300 nye fjernvarmekunder på et år

Varme

Udbredelsen af fjernvarme i 2023 har sparet klimaet for over 2.000 tons CO2.

Nye fjernvarmekunder

En stor del af de nybyggede boliger i kommunen får lagt fjernvarme ind fra start. Som her i Kelleris i Espergærde.

I løbet af 2023 er 300 nye kunder blevet tilsluttet fjernvarmenettet i Forsyning Helsingørs fjernvarmeområder. Det er godt nyt for den grønne omstilling, da konverteringen væk fra olie og naturgas - og over til grøn fjernvarme - har sparet klimaet for ca. 2.185 tons CO2 – hvilket ca. svarer til den samlede CO2-udledning fra en dieselbil, der kører rundt om Ækvator 340 gange.*

Det er særligt i de gamle eksisterende fjernvarmeområder, at der er blevet koblet nye kunder på i løbet af året. Men også i nye byudviklingsområder vælger de fleste bygherrer og udviklingsselskaber grøn fjernvarme som den primære opvarmningsform, hvis det er muligt. I 2023 har det fx været gældende for de nye boliger på Hospitalsgrunden i Helsingør – samt nybyggeriet af boliger på Myremalmsvej i Espergærde. Samtidig fortsætter Forsyning Helsingør med at udvide fjernvarmenettet til nye områder i tråd med den langsigtede plan for udbredelsen af fjernvarme i kommunen.

Det er vigtigt for den grønne omstilling, at vi får flere og flere boligejere over på fjernvarmenettet.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Det er vigtigt for den grønne omstilling, at vi får flere og flere boligejere over på fjernvarmenettet. Opgørelsen fra 2023 viser, at vi er godt på vej her i Forsyning Helsingør, og tempoet øges stødt og roligt i tråd med vores langsigtede plan og kommunens varmeplan. Flere fjernvarmekunder sikrer også, at boligopvarmningen i kommunen fremover bliver mere grøn og sætter et mindre klimaaftryk”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand og fortsætter:

Fjernvarmen er konkurrencedygtig
”Fjernvarmen stadig en økonomisk attraktiv opvarmningsform sammenlignet med andre energikilder. Jo flere kunder vi kan koble på nettet, jo flere er der også til at dele omkostningerne. Det vil i længden smitte positivt af på fjernvarmetaksterne”.

Forsyning Helsingørs plan for udbygningen af fjernvarmenettet  flugter med kommunens varmeplan. 

Forsyning Helsingørs eksisterende fjernvarmeområder dækker i dag store dele af Helsingør, Snekkersten, Gurre, Tikøb og et mindre område af i Espergærde og Kvistgård.

Nye fjernvarmeområder på vej
Forsyning Helsingør udvider løbende fjernvarmenettet efter vores langsigtede udbygningsplaner. Pt. har Byrådet godkendt 5 projektforslag, hvor der enten er ved at blive etableret fjernvarme, eller hvor fjernvarmen er på vej de kommende år:

Samtidig forbereder vi projektforslag for nye områder for tidsrummet 2024 – 2030. Det drejer sig om områderne Helsingør Sydøst, Snekkersten, Espergærde Nord og Øst. Udvidelser i disse områder skal først godkendes politisk af Helsingør Byråd.

For at kunne gennemføre udbygningen af fjernvarmenettet i de nye områder, er det en forudsætning, at der er mindst 60 procents tilslutning blandt beboere, erhverv og institutioner.

På kortet her kan du se, hvor mange potentielle kunder, der har givet tilsagn om tilslutning til fjernvarme de steder, hvor der på nuværende tidspunkt er åbnet op for tilsagn.

Flot resultat af salgskampagner
Salgskampagner er afsluttet i Søheltekvarteret og i Marienlystkvarteret i Helsingør.

I Søheltekvarterets etape 1 blev tilslutningsprocenten imponerende 86,7 procent, mens der i kvarterets etape 2 blev opnået tilslutning fra 74,8 procent af bolig- og bygningsejerne. I Marienlystkvarteret var tilslutningsprocenten 72,7 procent.

Fra årsskiftet 2024 er salgskampagner startet i syv af Yderområderne – og senere på året forventes salget at starte i Helsingør Centrum og i Espergærde C.

Potentielle kunder i alle udvidelsesområder vil blive kontaktet direkte, når salgskampagner igangsættes.

I dag bliver over 15.000 boliger, erhverv og kommunale bygninger og institutioner opvarmet med fjernvarme fra Forsyning Helsingør. Det svarer til 4.287 tilslutninger. Der kan således godt være flere boliger og bygninger på én tilslutning.

* Beregningsforudsætning: En dieselbil udleder 160 gram CO2 per kørt kilometer (2023-tal). Afstanden rundt om Ækvator er 40.075 km.