Udrulning af fjernvarme får skærpet fokus

Varme

Forsyning Helsingør vil prioritere udbredelsen i allerede godkendte projektområder.

fjernvarme

Forsyning Helsingør er i gang med en ambitiøs plan for udrulning af fjernvarme til nye kunder i Helsingør Kommune. Første delmål er tilslutningen af 1.000 nye kunder inden udgangen af 2025. På nuværende tidspunkt er der kommet ca. 500 nye kunder på det fælles fjernvarmenet, så målet er halvvejs opfyldt. 

Men Forsyning Helsingør skærper nu fokus i forhold til de igangværende udbredelsesplaner. Det betyder, at udrulning af fjernvarme til nye dele af kommunen indtil videre vil blive koncentreret omkring de fem projektområder, Byrådet allerede har godkendt, og hvor arbejdet til dels er i gang. 

Men nu bliver vi nødt til i højere grad at fokusere indsatsen i vores igangværende projekter, grundet en kombination af høje entreprenørpriser og det høje renteniveau.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Vi er i fuld gang med udrulningen af fjernvarme til nye kunder i kommunen. Aldrig er så mange nye kunder blevet koblet på nettet som i disse år.  Men nu bliver vi nødt til i højere grad at fokusere indsatsen i vores igangværende projekter, grundet en kombination af høje entreprenørpriser og det høje renteniveau”, forklarerJens Bertram, bestyrelsesformand og fortsætter:

Rettidig omhu 
”Det her handler om rettidig omhu. Derfor vil vi prioritere at færdiggøre vores igangværende og godkendte projekter, inden vi kaster os over nye områder. Det betyder således, at vi for nuværende forventer at gå i gang med de næste etaper fra 2028. Til den tid håber vi så, at entreprenørmarkedet er kølet mere af, og renten er kommer længere ned.”

Det betyder således, at vi for nuværende forventer at gå i gang med de næste etaper fra 2028.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

De samfundsøkonomiske forudsætninger for Forsyning Helsingørs udrulningsplaner på fjernvarmeområdet har ændret sig, siden planerne blev offentliggjort i 2022. Det gælder ikke mindst stigende entreprenørpriser og et højere renteniveau, der påvirker låneomkostningerne. Derfor er Forsyning Helsingør nu ekstra opmærksom på, at økonomien i den samlede fjernvarmeudbygning hænger sammen og ikke kommer til at skade selskabsøkonomien.   

Bestyrelsen tog beslutningen

Beslutningen om at justere fjernvarmeudbygningen er taget af bestyrelsen i Forsyning Helsingør.

Jens Bertram udtaler:

”Derfor kommer udrulningen af fjernvarme fremover til at ske mere trinvist.  Igangsættelsen af nye projektområder vil forventeligt ske efter 2028. Skulle de nævnte samfundsøkonomiske forhold ændrer sig i en markant positiv retning inden da, vil vi genbesøge beslutningen”. 

De fem godkendte projektområder, hvor udbygningen enten allerede er i gang – eller hvor den forventes igangsat i de kommende år er:

  • Søheltekvarteret
  • Marienlystkvarteret
  • Helsingør Centrum
  • Yderområder i Helsingør
  • Espergærde Centrum

For alle projektområder gælder, at mindst 60 procent af bygningsejerne skal underskrive kontrakter om tilslutning til Forsyning Helsingørs fjernvarmenet, inden projekterne kan igangsættes.

Får betydning for Etape 2
Forsyning Helsingørs opdaterede langsigtede planer for udbredelsen af fjernvarme kan ses i kortet nedenfor. Den nye beslutning påvirker reelt kun de potentielle projektområder i Etape 2– orange farve - dækkende Helsingør Sydøst, Snekkersten, Espergærde Nord og Øst. Her lød tidsplanen tidligere 2024 – 2030. Den er nu ændret til efter 2028. 

Fjernvarme kort 11-06-2024

Beslutningen får ikke betydning for tilkobling af nye kunder i eksisterende områder og byudviklingsområder. Her vil der fortsat blive koblet nye kunder på nettet i samme takt som i dag.