Drone på nattejagt efter varmelækager

Varme

Overflyvninger med termodronen skal undersøge fjernvarmenettet for brud.

fjernvarme - lækagesøgning

Hvis du ser et flyvende og lysende objekt på nattehimlen i løbet af den næste måneds tid, så er det hverken en UFO eller nordlys. Derimod er det med størst sandsynlighed en drone, som Forsyning Helsingør har sendt ud i vinternatten for at foretage den årlige termografering af fjernvarmenettet i kommunen.

Ved hjælp af et termograferingskamera kan termodronen afsløre eventuelt varmeudslip fra fjernvarmenettet og dermed giver en indikation på aktuelle og potentielle ledningsbrud, som så efterfølgende kan repareres.

fjernvarme lækagesøgning


Overflyvningen finder sted om natten. Præcist tidspunkt for flyvningen er svært at angive, da vejrforholdene har stor indflydelse på, om det er muligt både at kunne flyve og samtidig få termobilleder, der kan bruges. Droneoperatører vil derfor holde øje med den lokale vejrudsigt, og beslutter således ud fra den, hvornår der kan flyves.

Flyvningerne foretages om natten i 80 – 120 meters højde. Dronen måler kun temperaturforskelle, som vises i farver. Udstyret kan ikke ”se” gennem vinduer og ind i huse. 

Overflyvningerne vil ske langs fjernvarmenettet i Helsingør, Gurre, Tikøb, Kvistgård og i dele af Espergærde og Snekkersten.