Årsregnskab 2020: Sund økonomi med investeringer i fælles fremtid

Nyhed

Regnskabet for Forsyning Helsingør-koncernen viser overskud, øget omsætning og fortsat investeringer i anlæg og infrastruktur.

Kuben eksternt

Forsyning Helsingør har udgivet årsrapporten for 2020 – herunder årsregnskabet. Regnskabet viser, at Forsyning Helsingør har en sund økonomi. Samtidig er virksomheden finansielt veldrevet og formår både at holde stabile priser samt en høj forsyningssikkerhed.

Regnskabet for 2020 er tilfredsstillende. Tallene viser, at Forsyning Helsingør-koncernen er sund og veldrevet.
Jens Bertram, bestyrelsesformand


”Regnskabet for 2020 er tilfredsstillende. Tallene viser, at Forsyning Helsingør-koncernen er sund og veldrevet. Vi tjener de penge, vi skal på de konkurrenceudsatte aktiviteter, og udviklingen er fornuftig på de andre regulerede områder. Det er vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at sikre konkurrencedygtige priser og fastholde et langsigtet perspektiv i vores investeringer, så vi værner bedst muligt om fællesskabets værdier. Det gavner både vores kunder og forsyningssikkerheden”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Regnskabet viser et overskud efter skat på 9,5 mio. kroner. Overskuddet i 2020 stammer fra aktiviteterne inden for el, varme, vand og gadelys – samt sideordnede aktiviteter i serviceselskabet samt et ”regnskabsteknisk” overskud i vandselskaberne.

Den samlede omsætning for Forsyning Helsingør var i 2020 på 502,8 mio. kroner - mod 468,6 mio. kroner i 2019. Stigningen kan primært henføres til øget afsætning af blandt andet vand og el.

Flere store anlægsprojekter
I 2020 har vores samlede investeringer i materielle anlægsaktiver været på 164,0 mio. kroner. Det drejer sig fx om færdiggørelsen af det nye vandværk i Snekkersten og omlastecentral på Skibstrup Affaldscenter til modtagelse af sorteret madaffald og restaffald.  Det er et noget lavere beløb end i 2019, hvor tallet var 309,9 mio. kroner. Forskellen skyldes primært afslutningen af store anlægsprojekter som fornyelsen af Helsingør Kraftvarmeværk samt klimasikringsprojektet ved Gummistranden.

Vores investeringer i 2020 i værker, anlæg og infrastruktur har været investeringer i vores fælles fremtid.
Jens Bertram, bestyrelsesformand


”Vores investeringer i 2020 i værker, anlæg og infrastruktur har været investeringer i vores fælles fremtid. Forsyning Helsingør bliver nødt til at udbygge og renovere, hvis vi skal fastholde en høj forsyningssikkerhed og en høj kvalitet i vores service og leverancer. Derfor vil der også i indeværende år blive investeret i fx en ny genbrugsplads, bedre affaldssortering og renovering af Sydkystens Renseanlæg”, siger Jens Bertram.

Årsrapporten med regnskab for 2020 kan ses her.

Fakta: Forretningsmodellen i Forsyning Helsingør-koncernen
Forsyning Helsingør er underlagt forskellige udgaver af hvile-i-sig-selv-princippet på varme, vand, spildevand og affald. Det betyder grundlæggende, at overskud ikke er det forretningsmæssige mål for disse selskaber. Forretningen er udelukkende finansieret via priserne på de ydelser, der leveres til kunderne.

Elnetselskabet Elektrus er underlagt en såkaldt indtægtsrammeregulering, hvorefter selskabet gives en maksimal ramme for dets opkrævning af tariffer. Indeholdt er en tilladt forrentning af selskabets aktiver. Derudover har selskabet lov til at tjene yderligere overskud, hvis selskabet kan drives effektivt ift. det fastlagte indtægtsloft.

Forretningsområderne elhandel, gadelys og såkaldte sideordnede aktiviteter er konkurrenceudsatte aktiviteter, hvor målet er at sikre konkurrencedygtige priser samt et afkast på markedsniveau.