Advarsel: Telefonsælgere vildleder om Forsyning Helsingør

El

Læs gode råd til hvordan du håndterer ulovlige opkald fra aggressive telefonsælgere på elhandelsområdet.

Forsyning Helsingør er blevet bekendt med, at aggressive telefonsælgere fra forskellige elhandelsselskaber lige nu ringer vores kunder op og i deres markedsføring spreder usandheder om Forsyning Helsingør Elhandels produkt Kronborg El og vores elnetselskab Elektrus.

Telefonsælgerne påstår, at det er ulovligt at være elkunde hos Forsyning Helsingør – og at vores elnetselskab Elektrus har bedt det pågældende firma om at kontakte kunden.

Begge påstande er direkte usande!

Forsyning Helsingør advarer derfor borgere og nuværende kunder mod at tro på de falske informationer, der lige nu spredes om vores selskab.

Desuden er telefonsalg på el-området ulovligt, med mindre kunden på forhånd har givet samtykke til at blive ringet op. Ofte påstår disse aggressive telefonsælgere, at der er givet samtykke, selvom dette ikke er korrekt. 

Gode råd til kunderne
Forsyning Helsingør giver her en række råd til relevante spørgsmål, man som kunde kan stille til telefonsælgere:

  • Jeg opfatter dit opkald som et forsøg på at sælge mig noget – er det korrekt?
  • Telefonsalg er jo som udgangspunkt forbudt. Kan du oplyse mig om, hvor du mener, du har mit samtykke fra til at ringe mig op? (Bed evt. om at få tilsendt dokumentation skriftligt)

Hvis du er kommet til at give dit samtykke fx via deltagelse i en konkurrence på nettet, har du altid ret til at trække samtykket tilbage. Du kan fx sige:

  • Kan du oplyse mig en mail-adresse, hvor jeg kan meddele, at jeg ikke længere ønsker at modtage reklamemateriale fra jer, og mit samtykke derfor trækkes tilbage?

Såfremt du rent faktisk er interesseret i deres produkt, så bed altid om at få tilsendt et skriftligt tilbud først. Giv aldrig personlige oplysninger (CPR og kontooplysninger) over telefonen og giv aldrig mundtligt tilsagn over telefonen.

Forbrugerombudsmanden modtager klager over ulovligt telefonsalg her: