Biomasse i Helsingør Kraftvarmeværk er første skridt på klimarejsen

Nyhed

Læs debatindlæg af Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og Jacob Brønnum, adm. direktør i Forsyning Helsingør.

Bragt i Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis (forkortet) den 20. september 

De sidste par ugers debat – ikke mindst på Tv2 – om brugen af biomasse har desværre efterladt mange læsere og seere med et misvisende og fejlagtigt indtryk af den biomasse, der bruges i den danske energibranche. Samtidig har det fået en række lokale debattører til at stille spørgsmål ved det fornuftige i valget af biomasse til vores lokale kraftvarmeværk.

Vi forstår godt, at folk kan blive forvirret med den meget negative medieomtale om biomasse. For der findes både god og dårlig biomasse. Og derfor giver det ikke mening at tale om biomasse generelt.  I Helsingør Kraftvarmeværk bruger vi den gode biomasse – den bæredygtige. Vi efterlever kravene i den frivillige brancheaftale om brugen af bæredygtig biomasse, og vores indkøb af bæredygtig træflis bliver kontrolleret og auditeret af en uafhængig instans.

TV2 har efterladt det indtryk, at hele skove fældes for at levere energi i Danmark, hvilket er forkert, da det kun er overskudstræ fra skovbrug, der bruges. Det er bedre for klimaet at erstatte kul og gas med overskudtræ end at lade det ligge. Klimaet får det ikke bedre af, at det ligger og rådner og udleder CO2.

TV2 efterlader også indtrykket af, at træer som fældes - og hvor overskudstræet bruges til energiproduktion - ikke genplantes. Dette er heller ikke korrekt, da bæredygtig biomasse i Danmark kommer fra skove, der er i vækst, og dermed stiger CO2-lageret i skoven.

Følger energiaftale fra 2012
Men lad os lige skrue tiden tilbage. Biomasse til energi- og varmeformål blev introduceret i Danmark for at udfase kul og andre fossile energikilder tilbage i 2012 som følge af en bred energiaftale blandt folketingets partier. Siden har energibranchen arbejdet målrettet med at skifte de gamle fossile brændsler ud med biomasse –  vel at mærke den bæredygtige af slagsen. Præcis som landspolitikerne har ønsket det.

Næste skridt i energipolitikken er så at komme videre til udelukkende at kunne forsyne Danmark med energi og varme fra sol og vind. Men det kan vi ikke i dag, det skal vi bruge de næste 20 år på at udvikle og udbygge. Ellers får vi et Danmark uden strøm og varme. Så vi har brug for biomassen som en overgangsløsning – hvilket er meget bedre end kul og naturgas. Som bekendt gendannes skoven på en begrænset årrække – men kul og naturgas er millioner af år om at gendannes.

Farvel til kul og naturgas
Helt grundlæggende kan vi derfor i dag konkluderer, at brugen af biomasse har været den store driver i de senere års grønne omstilling herhjemme. Biomassen har fortrængt kul, der som et fossilt brændsel, er klimasynder nummer 1. Det er godt for klimaet, og det bør vi alle være glade for.

Men er der så slet ikke noget at diskutere omkring brugen af biomasse? Jo, selvfølgelig! Som sagt er der god og dårlig biomasse – og vi skal blive bedre i Danmark – og i Verden – til kun at bruge den gode bæredygtige biomasse. Og kunne dokumenteret det, hvilket vi netop har gjort for Helsingør Kraftvarmeværk, hvor en uafhængig rapport viser, at vi lever op til brancheaftalen og hele 92,8 procent af vores træflis er dokumenteret bæredygtig.
Vi støtter og ser frem til den regulering af biomassen, som den nye klimaminister har varslet. Det er også klart, at biomassen kun er CO2-neutral, når de nye træer er vokset op og har ”suget” nok CO2 til sig.  Og det kan tage tid – afhængig af træsort, klimazone etc. Så der er en lille forsinkelse i optaget.

Trædesten i grøn omstilling
Men hvad så med det fornyede kraftvarmeværk i Helsingør? Er biomasse den rigtige løsning – frem for andre teknologier?  Det korte svar er ja.  Men biomasse er en løsning i dag – ikke om 20 år. I dag er biomassen en trædesten i den grønne omstilling – et første vigtigt skridt i den rigtige retning mod et samfund baseret på vedvarende energikilder. Når næste generation af teknologier er udviklet til økonomisk attraktiv og sikker varmeproduktion i stor skala, kan vi tage næste grønne skridt.

For seks år siden, da vi besluttede at investere i fornyelsen af Helsingør Kraftvarmeværk, var disse teknologier - sol, vind, geotermi og varmepumper - Ikke tilstrækkeligt udviklet. Det er de heller ikke i dag – ikke med de grundlæggende krav, der er til os om produktion af energi – også i en solfattig vinter, og når det ikke blæser.

Vi valgte biomassen. Det er vi glade for. Vi har fået et brændsel, der både er klimavenligt, økonomisk attraktiv, og så er det en velafprøvet teknologi med stor forsyningssikkerhed. Vi tror på, at det var – og er – det bedste og mest fornuftige valg her i vores virkelighed.