Byggeri af nyt moderne vandværk godt fra start

Nyhed

Ny teknologi sikrer, at kunderne fortsat kan drikke vand af højeste kvalitet.

none

Bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Per Tærsbøl, tog det første stik med spaden, da Forsyning Helsingør tidligere i dag markerede, at byggeriet af det nye vandværk i Snekkersten nu er gået i gang.

”Med det nye vandværk, kan vi sikre en høj forsyningssikkerhed og en fortsat høj kvalitet af drikkevand til vores kunder. Der kommer hele tiden nye og skærpede krav til sikkerhed, hygiejne og fødevarekvalitet. De krav skal vi selvfølgelig kunne leve op til – også i fremtiden. Med indførsel af ny teknologi her i Snekkersten bliver det nemmere ”, siger Per Tærsbøl og fortsætter:

Og så gør det jo heller ikke noget, at vi med arkitekturen gør det lettere for lokalbefolkningen at følge med i produktionen. Det kan ske enten på afstand gennem de store glaspartier eller via Den Centrale Akse, der skal bruges under besøg på det nye vandværk”.

Det er ingeniørfirmaet Krüger A/S, der har totalentreprisen på byggeriet af vandværket på Agnetevej. Firmaet har de senere år medvirket til etableringen af en række moderne vandværker landet over.

Mindre risiko for forurening
Det nye vandværk i Snekkersten indfører ny teknologi, der lever op til fremtidens sikkerhedskrav. Det gælder blandt andet vandtankene, der er lukkede og placeres over jorden, så inspektion og vedligehold bliver lettere. Samtidig øges hygiejnen og risikoen for forurening mindskes, da alle processer foregår i lukkede enheder. Det gælder fx iltning og filtrering af vandet.

Krüger sætter byggeriet i gang i samarbejde med Gottlieb Paludan Architects, entreprenørfirmaet C.C. Brun Entreprise A/S og ISC Rådgivende ingeniører A/S.

Byggesummen er budgetteret til 65 mio. kroner – inkl. nedrivning af det gamle værk på Agnetevej. Det nye vandværk skal være i drift december 2019, og det gamle værk skal være revet ned senest august 2020.