Byråd godkender udvidelse af fjernvarme til nye områder i Helsingør

Varme

Allerede i år forventes de første af små 2.000 boliger at kunne få leveret grøn fjernvarme til konkurrencedygtige priser.

Helsingør Centrum

Helsingør Centrum er et af de nye områder, der fremover forventes at kunne få leveret fjernvarme fra Forsyning Helsingør.

Byrådet i Helsingør Kommune godkendte mandag aften Forsyning Helsingørs planer om at udvide fjernvarmenettet til fire områder af Helsingør, som tidligere har været udlagt som naturgasområder. Dermed kan små 2.000 boliger se frem til at få leveret grøn fjernvarme, der også er pålidelig og har høj komfort. Samtidig har fjernvarmen netop skærpet konkurrencedygtigheden sammenlignet med fx naturgas og varmepumper, da Forsyning Helsingør fra årsskiftet har sat varmepriserne ned med ca. 10 procent.

Samfundsøkonomi og grøn omstilling
Omdannelsen af de fire områder fra naturgasområder til fjernvarmeområder sker, fordi vi som samfund skal udfase naturgas og oliefyr. Helsingør Kommune har vurderet, at fjernvarmen nu samlet set vil være den samfundsøkonomisk mest fordelagtige varmeforsyning af områderne, når kommunens klimamål samtidig skal tilgodeses. Kommunen pointerer, at de fire varmeprojekter vil bidrage til at opfylde kommunens eget klimamål om at mindske CO2-udledningen til højest 1,7 ton per borger senest i 2030.   

Det er en god dag for fjernvarmen, kunderne og den grønne omstilling.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Det er en god dag for fjernvarmen, kunderne og den grønne omstilling. Nu kan vi endelig give flere borgere i Helsingør mulighed for at koble sig på den attraktive og driftssikre fjernvarme. Og jo flere kunder, vi får med i fællesskabet, jo mere kan vi sætte prisen ned fremover. Samtidig vil udbredelsen af grøn fjernvarme give et markant klimaløft til kommunen”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.  

Alle boligejere bliver spurgt først
De fire områder er Søheltekvarteret, Marienlyst Kvarteret, Helsingør Centrum og Yderområder i Helsingør. Udbygningen forventes gennemført i perioden 2022 – 2026 – og for Yderområder i Helsingør gælder, at det kun vil ske under forudsætning af, at der kan opnås tilskud fra Energistyrelsens Fjernvarmepulje. For alle områder gælder, at alle boligejere vil blive spurgt, om de ønsker at konvertere deres nuværende varmekilde til fjernvarme. Hvis tilslutningen i de enkelte områder når ca. 60 procent, vil projekterne blive sat i gang.

Allerede her i foråret forventes husejere i Søheltekvarteret og Marienlyst Kvarteret at modtage den første information fra Forsyning Helsingør.

Jens Jacobsen, markeds- og forretningsudviklingschef, forklarer hvorfor, det netop er her, udbygningen starter:

”De to kvarterer er valgt som de første i udrulningen af fjernvarme til nye områder, fordi der er en stor mængde potentielle kunder, der vil kunne spare mange penge ved at skifte til fjernvarme, og fordi gravearbejdet vil være overkommeligt, således at de trafikale ulemper i anlægsperioden vil være mindre end så mange andre steder”.

Boligejere, der ønsker at vide, om de bor i et af de fire områder, kan gøre det her på Forsyning Helsingørs hjemmeside, hvor der blot skal indtastes adresse.

De fire nye fjernvarmeområder er:

  • Søheltekvarteret: Projektområdet er beliggende sydvest for Helsingør indre by. Området er i det væsentligste afgrænset af Kongevejen, Flynderborgvej, Stubbedamsvej og Smørhullet.

Der er 283 opvarmede bygninger – hvoraf 217 har naturgasfyr, 32 oliefyr og 5 elvarme.

  • Marienlyst Kvarteret: Projektområdet er beliggende nordvest for Helsingør indre by. Området er i det væsentligste afgrænset af Marienlyst Allé, Gl. Hellebækvej, Hamlets Vænge, Bjarkesvej, Gurrevej og Møllebakken.

Der er 282 opvarmede bygninger – hvoraf 229 har naturgasfyr, 27 oliefyr og 10 elvarme.

  • Helsingør Centrum: Projektområdet er beliggende centralt i Helsingør By og omfatter den gamle bykerne.

Der er 364 opvarmede bygninger – hvoraf 246 i dag har naturgas, 54 oliefyr og 43 elvarme.

  • Yderområder i Helsingør: Projektområdet består af 8 delområder i den vestlige udkant af Helsingør by. Delområderne ligger som isolerede naturgasforsynede ”øer” i det omgivende fjernvarmeområde – og omfatter blandt andet Glentevej, Digterkvarteret, Fuglekvarteret, Odinsvej og området mellem Gurrevej og Kongevejen ved Montebello Allé.

Der er 876 opvarmede bygninger – hvoraf 622 i dag har naturgasfyr, 50 har oliefyr og 60 har elvarme.

 Udbygningen med fjernvarme til de fire områder vil tage nogle år, men de nye ledninger kan til gengæld holde i op til 50 år.

Der er fire ugers klagefrist på Byrådets beslutning. Læs mere om fjernvarmen.