Drikkevand fri for pesticider

Nyhed

Analyser fra Forsyning Helsingør viser endnu engang, at drikkevandet er helt rent.

Kvaliteten af drikkevandet i vandhanen er i top. Det viser den seneste analyse af vandet fra samtlige Forsyning Helsingørs fire vandværker. Analysen er taget i slutningen af juli måned – og viste hverken spor af Desphenyl-chloridazon eller N,N-Dimethylsulfamid (DMS) – to pesticider, der har lukket vandværker landet over det seneste år.

”Det er ikke overraskende, at drikkevandet er rent her hos os, da vores grundvandsmagasiner ligger dybt og beskyttet af store lerlag. Men det er altid rart at få bekræftet. Vi arbejder målrettet på hele tiden at sikre kunderne vand af højeste kvalitet. Derfor tester vi også løbende kvaliteten både ved boringerne, ved afgang fra vandværk og ude hos kunderne. Og vi tester langt oftere – og efter flere stoffer - end loven kræver”, siger vandplanlægger Andreas Bech Mikkelsen.

Samarbejde med Helsingør Kommune
Efter omfattende fund af DMS tidligere i år i drikkevandet andre steder i landet, blev pesticidet tilføjet det obligatoriske prøvetagningsprogram per 1. juli 2018. Analyserne på de fire vandværker er taget den 31. juli. Forsyning Helsingørs vandkvalitetssprogram er udarbejdet i samarbejde med Helsingør Kommune, som er myndighed på vandområdet.

Analyseresultaterne bliver offentliggjort på Forsyning Helsingørs hjemmeside og i GEUS’ offentlige Jupiter database.

Hvis der i de mange analyser bliver fundet biologisk eller kemisk forurening over grænseværdierne, er Forsyning Helsingør forpligtet til at skride til handling, så kunderne fortsat kan sikres rent drikkevand. Siden 1. januar 2018 har det været lovpligtigt at teste vandet helt ude hos forbrugerne. Dette krav gælder dog ikke i forhold til pesticider, da disse stoffer ikke kan tilføres ledningsnettet efter afgang fra vandværk.