Drikkevand uden PFAS-stoffer

Vand

Sommerens analyser viser drikkevand af høj kvalitet.

drikkevand

Sommeren over har Forsyning Helsingør rutinemæssigt foretaget analyser af kvaliteten af drikkevandet, der sendes ud til kunderne fra vores to vandværker. Analyserne fra værkerne viser ingen overskridelser af grænseværdierne for den lange række af stoffer, der testes for. Vandprøverne viser heller ingen spor af de meget omtalte og sundhedsskadelige PFAS-stoffer, der ellers har lukket vandboringer landet over.

Vores drikkevandskvalitet er meget høj. Det bekræfter de seneste vandanalyser.
Allan Bruus, vandchef

”Vores drikkevandskvalitet er meget høj. Det bekræfter de seneste vandanalyser. Og heller ikke denne gang viser prøverne spor af de giftige PFAS-stoffer, som har voldt problemer mange steder rundt om i landet. Det er ikke overraskende, men vi er nu alligevel glade for resultaterne”, forklarer vandchef Allan Bruus.

Har længe haft fokus på PFAS
Siden 2014 har Forsyning Helsingør sammen med den lokale drikkevandsmyndighed – Helsingør Kommune – haft særlig fokus på PFAS-stofferne og testet for stofferne som en fast del af kontrolprogrammet efter en konkret risikoanalyse.

Fra 2018 har vi desuden taget stikprøvekontroller for PFAS-stoffer rundt om i ledningsnettet. Og siden sommeren 2021 har PFAS-stofferne været en fast del af kontrolprogrammet på alle vandværker. Fra forår/sommer i år er PFAS desuden tilføjet alle boringskontroller.

Udvidede vandanalyser af drikkevandet fra vandværkerne, hvor der også testes for miljøfremmede stoffer, gennemføres to gange om året.

Resultaterne kan ses her på Forsyning Helsingørs hjemmeside.