Drikkevand uden PFOS-stof

Vand

Forsyning Helsingør har testet for giftstoffet siden 2014 – uden at finde spor i drikkevandet.

pige drikker vand

De seneste måneder er der fundet høje koncentrationer af det giftige perflourstof PFOS i jorden ved brandøvelsesområder rundt om i landet – fx i Korsør. Stoffet er forbudt i dag – men har tidligere været brugt i brandslukningsskum.

Der er ikke fundet spor af PFOS i drikkevandet fra Forsyning Helsingør.

Da der ligger en brandskole ved siden af Skibstrup Affaldscenter, og Forsyning Helsingør har nærtliggende drikkevandsboringer, har vi sammen med vores drikkevandsmyndighed – Helsingør Kommune – haft fokus på stoffet siden, Miljøstyrelsen orienterede om risikoen for grundvandsforurening tilbage i 2014.

Siden da har vi derfor som en fast del af vores kontrolprogram testet for PFOS hvert 4. år i nærmeste drikkevandsboring cirka en kilometer væk fra brandskolen. Der er ikke målt spor af PFOS i boringen og dermed heller ikke i vores drikkevand.

Det samme var resultatet, da vi for to år siden testede en anden nærtliggende boring i området, der hører til Hellebæk Kildeplads. Vi har også siden 2018 testet for PFOS – og andre perflourstoffer – på udvalgte steder i vores ledningsnet – uden at finde spor af giftstofferne.

Kontrolprogrammet for drikkevand er senest opdateret i 2018, og er godkendt af Helsingør Kommune.

Læs mere om kontrolprogrammet her.